Procesbevillingsnævnet har givet nordmand på 44 år en sidste chance i retssystemet.

En kvinde får en ekstra og tredje chance i retssystemet, efter at hun først blev frifundet og derefter dømt for at være årsag til en mands død i Skibby.

Landsretten straffede i januar kvinden, der er norsk statsborger, med fængsel i tre år og seks måneder og udvisning, men nu har hun fået lov til at anke til Højesteret. Det er Procesbevillingsnævnet, der har givet tilladelsen.

Oprindeligt blev hun frifundet af byretten i Hillerød.

Manden, der var hendes kæreste, og som handlede med heste og kreaturer, døde i december 2017. Han blev 53 år.

Efter en længere efterforskning hos politiet besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale mod den 44-årige kvinde. Hun skulle have stukket ham flere gange med en skruetrækker.

En obduktion viste, at manden led af en svær hjertesygdom. Retslægerådet vurderede, at det var sandsynligt, at der var en sammenhæng mellem læsioner efter stik, hjertesygdommen og dødens indtræden.

I byretten endte sagen som nævnt med frifindelse, hvilket skyldes bevisets stilling, men i landsretten gik det anderledes.

Fem af de seks, der voterede i sagen, lagde vægt på, at den 53-årige ikke havde symptomer fra sin alvorlige hjertelidelse.

Desuden mente de, at et fem centimeter dybt stik ved kæben måtte have været en medvirkende årsag til, at han døde. Derfor blev hun dømt for brutal vold med døden til følge.

En af de seks erklærede sig derimod enig med byrettens resultat.

- Vi er helt bestemt overraskede, sagde kvindens forsvarer, advokat Christina Schønsted, efter dommen.

Det er sjældent, at en straffesag bliver behandlet tre gange i retssystemet.

/ritzau/