Siden det mandag kom frem, at en 62-årig mand var død i en arbejdsulykke i Horsens, har der været mange spørgsmål angående selve forløbet af det fatale uheld.

Men nu bryder direktøren for Guldfeldt, der er den ansvarlige entreprenør, Kim Aage Nielsen Birkerød, stilheden og kaster mere lys over, hvad der præcis skete mandag ved det gamle rådhus i Horsens.

Det gør han til Horsens Folkeblad.

»Han faldt ned gennem taget, men helt præcist hvordan det skete, ved vi ikke endnu. Der var ingen, der så ham falde igennem, men én medarbejder så ham falde,« siger direktøren, der også fortæller, at han er »dybt berørt« af ulykken.

Han oplyser desuden, at flere af de 40-50 medarbejdere, der arbejdede på stedet, så den afdøde mand, hvoraf nogle gav førstehjælp.

Derfor er der også aktiveret kriseberedskab for at gribe dem.

Det gamle rådhus i Horsens er i øjeblikket under ombygning og skal til maj næste år blandt andet huse bibliotek og borgerservice – og den ombygning har Guldfeldt A/S totalentreprise på.

Anmeldelsen om ulykken kom til politiet mandag klokken 11.24.