I maj 2020 satte en mand med en grå sixpence-kasket på hovedet sig på en bænk foran en café i Kødbyen i København.

Han havde lige stillet sin cykel fra sig i eftermiddagssolen og skulle mødes med en kammerat, der kom trillende med en barnevogn.

Men de to mænd vidste ikke, at også politifolk med lange kameralinser i det skjulte overvågede mødet.

De to mænd vidste på det tidspunkt heller ikke, at de diskrete optagelser tre år senere skulle indgå i bevismaterialet mod dem og syv andre tiltalte i en af danmarkshistoriens største narkosager: Operation Sixpence.

Hele det omfattende sagskompleks blev opkaldt efter hovedbeklædningen på den nu 49-årige mand, der efter politiets opfattelse var en af hovedmændene i den gigantiske narkosag, der allerede har udløst over 150 års fængsel til næsten en snes narkokriminelle.

Nu er turen i Københavns Byret kommet til de ni formodede hovedmænd. De nægter sig dog skyldige i samlet 37 alvorlige tiltalepunkter, der sammenlagt handler om indsmugling og salg af omkring 400 kilo kokain til Danmark.

Heraf er den 49-årige mand med sixpencen alene tiltalt for over 175 kilo kokain til brugere i primært københavnsområdet i 2019-2020. Han nægter sig skyldig og har ikke ønsket at udtale sig efter sin anholdelse – heller ikke under retssagen.

Politiet begyndte at interessere sig for manden med sixpencen i april 2020, da politiet fik såkaldte kildeoplysninger – altså tip fra en ikke oplyst kilde – om indsmugling af store mængder kokain.

Derfor startede politiet en målrettet efterforskning mod manden, der dengang var tilmeldt en adresse i en lejlighed på Vesterbro i København. I starten vidste politiet stort set kun, at han modtog kontanthjælp og ikke havde rådighed over en bil.

Det oplyste specialanklager Jelena Vestergaard Hansen fra politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), da sagen mod de ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence-komplekset for nylig blev indledt ved Københavns Byret.

Fordi sagen involverer så mange tiltalte, der hver især også skal have bevogtende politifolk, forsvarere og også gerne pårørende med i retten, er retssagen af praktiske hensyn flyttet fra byrettens normalt trange retssale.

I stedet har man kunnet låne et ekstra stort retslokale i den nu ledige retsbygning i Bredgade, som indtil sidste år husede Østre Landsret.

Det var foran denne café ved Høkerboderne i Kødbyen, at politiet med skjult overvågning kom på sporet af nogle af de nu tiltalte i en af danmarkshistoriens største narkosager i den enorme Operation Sixpence.
Det var foran denne café ved Høkerboderne i Kødbyen, at politiet med skjult overvågning kom på sporet af nogle af de nu tiltalte i en af danmarkshistoriens største narkosager i den enorme Operation Sixpence. Foto: Google Maps
Vis mere

At netop logistikken kan være en udfordring for en stor sag, blev demonstreret ved det første af de planlagte 37 retsmøder. Her viste det sig, at politiet i første omgang fra arresten i Slagelse simpelthen havde glemt at hente netop den 49-årige mand, der med sin sixpence har lagt navn til hele sagen.

Det kom til at koste godt to timers forsinkelse for de øvrige 65 tilstedeværende, indtil en politipatrulje i største hast havde fået ham kørt fra Slagelse til København.

Da han omsider kom ind i retssalen, nåede han at give hånd til sin forsvarer, allerede inden han havde fået håndjernene af. Og kort efter kunne han via tolk følge med i, hvordan anklageren i store træk gennemgik, hvordan efterforskningen i den enorme narkosag var startet.

For politiet fortsatte med at have sixpencemanden grundigt i kikkerten. Skjulte videokameraer filmede indgangsdørene og kældergangen i hans boligblok på Vesterbro, og når han selv cyklede hjemmefra på sine talrige korte ture, fulgte politiets civilklædte observatører diskret med.

Politiet får også en dommerkendelse på at måtte opsætte videokameraer ved nogle af de andre steder, hvor sixpencemanden og hans faste kontakter typisk dukker op. Det gælder eksempelvis både ved kaffebaren i Kødbyen og ved et vekselkontor på Vesterbro.

Tidligt i forløbet slår politiet også allerede i maj 2020 til mod enkelte af de mindre aftagere, der nogle led længere ude i »fødekæden« håndterer nogle få kilo af den kokain, som sixpencemanden ifølge politiet er bagmand til i stor stil.

Men politiets efterforskere lader foreløbig sixpencemanden løbe linen ud i håbet om at få ram på så mange medskyldige som muligt.

Også når de eksempelvis kan se på videoovervågningen ved hans boligblok, at han en tidlig junimorgen i 2020 klokken 5.54 henter sin cykel og drager af sted med en tilsyneladende tom rygsæk for 20 minutter senere at komme retur med en propfuld rygsæk.

I den enorme kokainsag i Københavns Byret har de ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence ifølge politiet brugt de krypterede mobilplatforme EncroChat og Sky ECC. Alene i Danmark er 240 personer foreløbig blevet idømt over 1.700 års fængsel samlet, efter at politiet havde held til at komme ind i det krypterede indhold. 
I den enorme kokainsag i Københavns Byret har de ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence ifølge politiet brugt de krypterede mobilplatforme EncroChat og Sky ECC. Alene i Danmark er 240 personer foreløbig blevet idømt over 1.700 års fængsel samlet, efter at politiet havde held til at komme ind i det krypterede indhold.  Foto: ENRIQUE CASTRO-MENDIVIL
Vis mere

Ifølge anklageskriftet i sagen var det en del af en afhentning af samlet 50 kilo kokain, som sixpencemanden i tre omgange cyklede ud for at hente på parkeringspladsen ved Bauhaus i Valby på Julius Andersens Vej.

Her kunne politiet se, at han tre gange i juni 2020 kortvarigt mødtes med mænd i en hvid VW Caddy på svenske nummer. Bilen var kort inden stoppet i Valby kørt ind i Danmark over Øresundsbroen.

Tre mænd blev i den forbindelse i efteråret 2020 tiltalt for 50 kilo kokain ved Retten på Frederiksberg. Her blev de frikendt, men anklagemyndigheden har anket afgørelsen til landsretten.

De ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence har ifølge politiet brugt de krypterede mobilplatforme EncroChat og Sky ECC til at kommunikere med.

I starten af maj var 240 kriminelle i Danmark samlet idømt over 1.700 års fængsel samt fem livstidsdomme, efter at det i 2020-21 lykkedes politiet få adgang til indholdet i de krypterede telefoner.

Selve hovedsagen mod de ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence-komplekset fortsætter i de kommende måneder med i alt 37 planlagte retsmøder. Dommene forventes først at blive afsagt til november.