Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Inde i Field's svinger han selvsikkert sit våben op over skulderen med én hånd.

Kort efter tager han igen riflen i begge hænder og begynder at løbe videre rundt i storcenteret.

Søndag skød og dræbte den 22-årige formodede gerningsmand tre personer og sårede adskillige andre med et våben, som bruges i skytteforeninger.

På fotos fra den efterfølgende anholdelse uden for Field's kan man se, at der ligger en brun riffel på asfalten tæt på den formodede gerningsmand.

Alt tyder på, at det er den samme riffel, som man kan se på nogle videoer på de sociale medier.

Ifølge politiet er det formodentlig gerningsmanden, der poserer med våbnene i videoerne.

Hos våbenmekaniker Christian Vest, der har mere end 20 års erfaring, efterlader billederne ingen tvivl.

»Det er helt sikkert en skytteforeningsriffel og entydigt en Sauer 200STR,« siger han.

I en video, som den formodede gerningsmand har delt på sociale medier, kan man både se en riffel og i baggrunden et gråt våbenskab.
I en video, som den formodede gerningsmand har delt på sociale medier, kan man både se en riffel og i baggrunden et gråt våbenskab. Foto: B.T.
Vis mere

Det er et våben, som udelukkende bruges til konkurrenceskydning på lange distancer, forklarer han.

Riflen bruger en kraftig og langtrækkende kaliber, som i de forkerte hænder vil være blandt de farligste våben anvendt i en skytteforening.

Men denne type våben er dog langt sværere at håndtere end eksempelvis et jagtgevær, forklarer Christian Vest.

»Den er ikke nem at bruge. Især ikke på kort afstand. Sigtet er lavet til at skyde mod en sort plet på lang afstand.«

»Havde det været en jagtriffel, var sigtet bedre – og våbnet temmelig meget farligere.«

Sauer 200STR-riflen, som gerningsmanden ifølge Christian Vest brugte, er tungt, skyder langsomt og har kun fem-seks patroner i magasinet.

På politiets pressemøde blev det oplyst, at gerningsmanden blev anholdt med en riffel og kniv. Han havde desuden adgang til en pistol.

På de samme videoer poserer den 22-årige på et tidspunkt også med en pistol, som Christian Vest har identificeret som en tysk P38 fra Anden Verdenskrig.

»Pistolen ser dog ikke ægte ud. Det kunne godt være en softgun, som skyder med små plastikkugler.«

Politiet har oplyst, at den formodede gerningsmand ikke havde våbentilladelse, men han er ud fra Ekstra Bladets oplysninger medlem af en skytteforening på Amager.

Det betyder, at han kun kan bruge foreningens våben på skydebanerne og ikke tage dem med hjem.

Men på den formodede gerningsmands private videoer på sociale medier kan man ifølge Christian Vest i baggrunden se et klassisk våbenskab.

Foto: Byrd/ Mikkel Johansen
Vis mere

Det tyder derfor på, at han har haft adgang til riflen, som en anden person har tilladelse til at bruge og opbevare i hjemmet.

Det bekræfter flere kilder også er tilfældet til DR.

Mandag er det kommet frem, at den 22-årige mand er kendt i psykiatrien, men det er ikke en hindring for at håndtere våben.

Det fortæller Jonas Manley, der er næstformand i Vigersted Skytteforening.

»Der er ikke noget i kontrolsystemet, som kan forhindre en psykisk syg i at få våbentilladelse eller blive medlem af en skytteforening,« siger han.

Årsagen er ifølge Jonas Manley, at skytteforeningerne ligesom politiet ikke har adgang til borgernes sundhedsinformationer.

»Men hvis foreningen observerer, at nogen virker ustabile, så kan vi meddele politiet, at tilladelsen skal inddrages.«

Politiet kan også afvise at udstede våbentilladelse til en person, som fremgår af deres register i anledning af tvangsindlæggelse eller lignende hændelser.

Andre læser også