Videoovervågning har vist sig at være et særdeles vigtigt våben i Københavns Politis jagt på den mand, der formodes at stå bag to skudattentater i København.

Gennem materiale fra overvågningskameraer forskellige steder i København er det lykkedes politiet at kortlægge en del af den formodede gerningsmands færden i København i tiden før og efter det første angreb.

På overvågningsbillederne kunne politiet se, at gerningsmanden talte i mobiltelefon, da han havde efterladt flugtbilen på Borgervænget på Østerbro ikke langt fra kulturhuset Krudttønden, hvor det første skudattentat fandt sted lørdag eftermiddag.

Hvem manden talte i telefon med, er endnu ikke kommet frem, men politiet har oplyst, at han kort efter satte sig ind i en taxa, som kørte ham til en adresse tæt på Nørrebro Station.

»Vi har ved afhøring af den her taxachauffør fundet frem til en adresse på Nørrebro, hvor han sætter personen af,« siger Jørgen Skov, ledende politiinspektør ved Københavns Politi.

Fremme på Nørrebro fik politiet ved 23-tiden lørdag aften adgang til videoovervågningen ved det ejendomskompleks, hvor taxaen havde sat den formodede terrorist af. Materialet viste, at manden ankom til stedet cirka klokken 16.15.

Allerede klokken 16.37 forlod den formodede gerningsmand igen adressen på Nørrebro. Hvor den formodede gerningsmand har været i timerne før og efter skudattentatet i Krystalgade, der fandt sted omkring midnat, er politiet nu ved at klarlægge.

Faktum er, at manden først omkring klokken 04.50 vendte tilbage til adressen på Nørrebro, som politiet på det tidspunkt havde overvåget i flere timer. Da Politiets Aktionsstyrke råbte manden an, begyndte han at skyde mod aktionsstyrken, som besvarede ilden.

Den formodede terrorist blev dræbt ved skudvekslingen, mens ingen politifolk kom til skade. Ifølge den seneste pressemeddelelse fra Københavns Politi, er den dræbte mand endnu ikke identificeret.

To civile personer har mistet livet ved de to skudattentater, mens fem politifolk er blevet såret.

Politiet er nu i gang med et omfattende efterforskningsarbejde, som blandt andet skal bringe lys over den formodede gerningsmands færden. Blandt andet skal politiet have slået endeligt fast, hvorvidt den nu dræbte mand fik hjælp fra andre i forbindelse med skudattentaterne.

Se også: Her blev gerningsmanden skudt: Politiet efterforsker på Nørrebro

"Der er endnu ikke noget, der tyder på, at han har haft medgerningsmænd. Det er noget, vi nu skal undersøge nærmere," siger Jørgen Skov.

I forbindelse med efterforskningen af terrorhandlingerne er politiet i gang med ransagninger i Mjølnerparken. Særligt én lejlighed har haft politiets interesse, og søndag formiddag var adskillige stærkt bevæbnede politifolk til stede ved lejligheden, som efterforskerne er ved at ransage.