Fortalte ung rockerlærling, at han var truet, fordi han fik mindre post i fængslet. Nu er det hans forklaring, der kan fælde Brian Sandberg og 15 andre rockere ved retten i Glostrup.

Den unge rockerlærling, MFP, blev anholdt 22. oktober 2009 og sigtet for et drabsforsøg og to grove kølleoverfald. Han nægtede sig først skyldig, men siden lykkedes det politiet at overbevise den nu 26-årige mand om, at han skulle samarbejde.

Det har ført til, at 16 medlemmer af Hells Angels og AK81 sidder på anklagebænken - tiltalt for i alt seks drabsforsøg, besiddelse af et større våbenlager og et brutalt kølleoverfald.

Men hvordan politiet fik MFP til at samarbejde har hidtil været politiets lille hemmelighed. Indtil i dag.

En række forsvarsadvokater - med Brian Sandbergs forsvarer Michael Juul Eriksen i spidsen - har sået tvivl om, hvorvidt der har været urent trav.

Han mener, at politiet groft har overdrevet truslen mod rockerlærlingen og dermed snydt ham til at vidne mod sine tidligere rockervenner.

- Politiet har overtrådt retsplejeloven ved at snyde MFP til at afgive forklaring, , der forbeholdt sig retten til at få vidnet afvist.

Derfor har statsadvokaten i dag indkaldt tre vidner, der skal forklare, hvordan de har fået den unge mand til at tale.

Fire små samtaler mellem bl.a. Brian Sandberg og andre af sagens tiltalte, en reduceret mængde post og et par afhøringer af hans kæreste og forældre er netop blevet gennemgået i retten.

I ingen af samtalerne trues kronvidnet direkte. Men ifølge politiet var det indicier, som politiet brugte til at vurdere, at der var et trusselsbillede mod MFP.

Samtalerne handler om, at MFP tilstod et kølleoverfald i Vindinge, som han og flere andre AK81'ere begik ikke for Hells Angels, men som personligt mellemværende med ofret. Et overfald, som MFP efter sin fængsling tilstod, hvilket kom hans rockervenner for øre.

- MFP har sagt nogle forskellige ting, som han har skrevet under, siger en af sagens tiltalte, Mads Henrik Petersen i en telefonsamtale med Brian Sandberg 15. januar 2010.

- På papir har han nævnt nogle navne, får Brian Sandberg at vide i en anden samtale to dage senere.

Brian Sandberg - der i denne sag er tiltalt for at have forsøgt at orkestrere to drab - reagerede dog ikke synderlig vredt i telefonen:

- Jeg skal ikke gøre mig til dommer, siger han i en af samtalerne.

- Vi kan ikke rigtig gøre andet end at vente.

- Man må bare vente, til sagen kommer for retten.

På baggrund af samtalerne og afhøring af kronvidnets forældre og kæreste aflagde politiet ham 19. februar 2010 et visit i Roskilde Arrest. Uden at MFPs forsvarer var til stede fortalte to efterforskere fra Rejseholdet, at han var truet.

Den ene af disse er netop afhørt i retten.

- VI havde formodning, om at disse samtaler ikke faldt i god jord. Vi mente, at vi havde en forpligtelse over for MFP til at fortælle ham, at der var foretaget disse samtaler.

- Opfattede I det som en trussel, ville anklager Charlotte Alsing Juul vide

- Vi betegnede det som trussel, også fordi der foregik nogle ting om hans postgang. Han havde ikke modtaget så meget post, som han havde gjort, forklarede efterforskeren i retten.

Mødet med kronvidnet i Roskilde Arrest - der en uge senere fik MFP til at lægge alle kortene på bordet for politiet - gengav efterforskeren således:

- Det foregår på under fem minutter. Jeg vil nærmere sige to minutter. Vi fortæller, at der har været samtaler, hvor vi tolker, at der måske godt kan være en trussel mod ham, sammenholdt med at hans forældre er blevet afhørt og hans kæreste, og at de har fortalt nogle ting om ham, forklarede efterforskeren.

Hvad siger han til det? ville Charlotte Alsing Juul vide.

- Som sagt, det tager ikke lang tid. Han er meget afvisende og siger, at det vil han ikke høre tale om. Han har spist kage med sine forældre, på det her møde, som han havde holdt med dem, før vi kom, så han siger "I kan få et stykke kage, det er det, jeg kan tilbyde jer."

En uge senere - efter at være blevet underrettet om mulighederne for at få straffen nedsat mod at tale og vidnebeskyttelsesprogram - blev den unge rockerlærling afhopper og tilstod.

Han blev senere idømt 12 års fængsel for sin rolle i fem af sagens seks drabsforsøg.

Sagens kronvidne har indtil videre fældet en håndfuld af sine tidligere venner. Her har han to gange forklaret, hvad der fik ham til at vidne.

Især den forklaring, som politiet fortalte ham, at hans kæreste havde afgivet - en indenretlig afhøring omkring en måned inden, at MFP hoppede af - har MFP lagt stor vægt på.

- Der var kommet trusler mod hans forældre og forlovede. Det fik han at vide af politiet. HA mente, at han skulle straffes for at have givet sin kæreste nogle oplysninger, hvilket HA fandt ud af, da kæresten vidnede mod ham, har MFP tidligere fortalt i retten.

I en anden sag forklarede han sin bevæggrund således: 

- Der opstod på et tidspunkt et trusselbillede mod ham, som han ikke selv var skyld i, idet hans kæreste var i retten og vidnede imod ham. Det er i strid med HAs regler at fortælle sin kæreste noget, og så kunne han ligeså godt hjælpe samfundet, og om muligt selv få en lavere straf.

Ifølge efterforskeren, som i dag afhøres ved Retten i Glostrup, blev MFP dog aldrig orienteret om, hvad hans kæreste havde fortalt politiet.

Der var intet konkret - hverken indholdet i rapporter, samtaler eller noget, ville forsvarer Gitte Juul Jensen vide?

- Nej, svarede efterforskeren.