Raketter, kanonslag og gnister fløj i alle retninger, da klokken slog tolv. Traditionen tro blev det nye år i den grad skudt ind på Rådhuspladsen

Langt over 1000 mennesker var mødt op på Rådhuspladsen i København for at se det store festfyrværkeri. Men det var ikke alle, der havde det lige godt med situationen.

Store kanonslag, hvis brag kunne høres og mærkes helt inde i kroppen, blev skudt af mellem de mange tilskuere, og gnister fra lavt afskudte raketter ramte også ned mellem folk.


- Det er for vildt, det her. Lad os komme ud! råber en pige til sin veninde, og de bevæger sig langsomt, med blikket til begge sider, ud mod den stærkt befolkede gade.

Glade og fulde mennesker, langt de fleste uden sikkerhedsbriller, fyrede både lovligt og ulovligt fyrværkeri af til højre og venstre.





En mand står foran trappen op til rådhuset, med en raket i sin hånd. I stedet for at sætte den i en flaske før han tænder den, holder han den i hånden og sender den af sted mod luften, da gnister flyver ned over hans hånd.

De mange høje brag fra kanonslag lyder gang på gang, og nogle gange står folk tættere på, end de lige havde regnet med. En flok opstemte knægte fyrer mange af dem af sted, en efter en. Nogle gange kaster de mod hinanden. Folk forsøger at fjerne sig fra dem, men det er svært at bevæge sig i folkemængden, og svært at vide, hvor det næste stykke farlige fyrværkeri går af. Oppe ved Tivoli kører en ambulance i udrykning forbi.

Der lyder et gevaldigt brag ude fra vejen, hvor der er tæt trafik. Nogen har kastet et stort kanonslag ind under en bus, der holdt for rødt. Bussen kører dog videre.





En ung pige stiller sig i nærheden af politiet, der har både hjelme og beskyttelsesbriller på. Hun siger til dem, at hun føler sig sikrest, når hun står i nærheden af dem.

- Det tror jeg ikke, du skal gøre, siger en af betjentene venligt.

- Nogle gange skyder de direkte efter os.





- Der er efterhånden kommet tradition for, at man skal ned på Rådhuspladsen og fyre af. Vi er der i høj grad, og vi forsøger at holde situationen under kontrol, men det er voldsomt, fortæller vagthavende hos Københavns Politi, Jens Kristiansen, der dog ikke kan melde om nogen personskader fra raketpladsen i år.

En stor raket i en flaske bliver væltet af vinden, og eksploderer ind mod to piger og en mand, der står et stykke væk fra raketaffyringen. De havde ikke set den, og pigerne skriger af chok. Den ene af dem tager sig til benet, og hinker væk med sin veninde ved siden. De store gnister fra raketten har ramt hende. Manden kan vise et afbrændt mærke i sin jakke.



En ung mand, der halvt sidder ned med lukkede øjne, har en dåseøl i den ene hånd, og et romerlys i den anden. Hans grinende kammerat tænder romerlyset, så det springer ud med lys og gnister mod de mange forbipasserende, der hoppende må undvige gnisterne. Venner danser glad rundt og hujer, mens manden lader hovedet falde ned med lukkede øjne. Romerlyset kører videre, indtil han taber det, og det går ud.

Overalt står fulde og glade mennesker uden beskyttelsesbriller, kaster fyrværkeri eller skåler med vennerne. En lille dreng står trykket op ad muren til rådhuset sammen med sin mor. Han ser en smule skræmt ud, og tager sin mor i hånden.

- Vi ser det hjemme fra fjernsynet, ikke? Siger moren og guider drengen væk fra den farlige mængde.