Det ER for godt til at være sandt. Sådan lyder det med et glimt i øjet fra Københavns Politi, der opfordrer Facebook-brugere til at være skeptiske over for beskeder i indbakken.
Københavns Politi har på kort tid modtaget to anmeldelser angående falske beskeder på Facebook, der forsøger at snyde bankoplysninger ud af brugerne.
Derfor advarer de nu på Twitter mod at være for godtroende på det sociale medie.
Beskeden, der bliver sendt rundt i øjeblikket, har også før været i omløb. Den ser ud til at komme fra 'Facebook Rewards Program' og afsenderen er en mister Todd Jackson.
Frank Mahler, der er central vagthavende hos Københavns Politi, fortæller til BT, at politiet blot udsender denne typer advarsler som en borgerservice. Og han giver da også gerne endnu et brugbart tip med på vejen:
»Det vigtigste er altid, at man ikke skal sende sine personlige oplysninger til nogen, man ikke kender,« understreger han.