Netop som mørket sænkede sig over København, medførte høje flammer, at en del af himlen over hovedstaden blev lyst op.

Det skyldes en brand, der lørdag aften opstod på Amager Fælled.

Det fortæller Vagthavende Operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Jan Kirk-Iversen, til BT.

Han fortæller, at branden var startet nær Danhostel Copenhagen, hvor et græsareal på omkring 300 kvadratmeter stod i flammer, da brandvæsnet dukkede op.

»Der var meget høje flammer, og det gav en del røgudvikling. Vi overvejede at evakuere vandrehjemmet, fordi der var meget brandbart materiale i krattet. Vi var lidt nervøse for vandrehjemmet, for vindretningen var den helt rigtige,« siger han.

Heldigvis blev branden slukket, inden nogen kom egentlig i fare. Indsatsen varede en halv times tid, lyder det.

Jan Kirk-Iversen fortæller, at den omfattende kulde, der lige nu hærger Danmark, normalt begrænser risikoen for naturbrande. Men forholdene for utilregnelig ild har alligevel været til stede grundet ‘den tørre vind,’ fortæller den vagthavende operationschef.

Det vides ikke, hvordan branden er opstået.