Brandsikkerheden dumper på flere plejehjem landet over. Regeringen bør handle med det samme, mener S.

København. Det er så alvorligt, at brandsikkerheden svigter på en stor del af landets plejehjem, at regeringen bør handle med det samme.

Det mener Astrid Krag (S), som havde kaldt til samråd mandag, efter at tre ældre kvinder i begyndelsen af august omkom efter en brand på et plejecenter i Norddjurs Kommune.

Hun bakker op om, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) på samrådet fortalte, at han vil skabe et overblik over situationen.

Men indtil den er klarlagt, bør man ifølge Krag begynde med en af de største risikofaktorer: rygerne.

- På cirka en tredjedel af plejehjemmene, hvor der ikke er moderne røgalarmer, bør der gælde noget særligt skærpende.

- Hvis en kommune visiterer en ældre ryger til en plads på plejehjemmet, skal den først være forpligtet til at bringe brandsikkerheden bringes up to date. Det vil være en meget konkret måde at begynde at løfte brandsikkerheden for nogle af de mest udsatte borgere med det samme, siger hun.

Det løser ifølge Krag ikke alle problemerne, men det vil give et betydeligt løft til sikkerheden hos landets ældre beboere på plejehjemmene.

Hun kalder det meget alvorligt, at sikkerheden netop svigter på centre, hvor nogle af landets svageste borgere bor.

- Jeg blev meget bekymret på dagens samråd. Jeg forstår ikke, at regeringen ikke rykker på det med det samme, mens den undersøger, hvor udbredt problemet med brandsikkerheden er.

- Vi ved, at cigaretter er årsagen til mange af de her dødsbrande, og derfor er det et meget konkret sted at starte, hvor ingen bliver stillet ringere, siger hun.

På samrådet fremlagde Ole Birk Olesen en undersøgelse, der konkluderede, at sikkerheden ikke var i top på plejecentret Farsøhthus i Allingåbro, hvor de tre kvinder mistede livet.

Blandt andet manglede der et automatisk sprinkleranlæg i bygningen, og der var indrettet et spisekøkken i en flugtvejsgang.

Kommunen havde tilsyneladende fået dispensation fra nogle af brandsikkerhedsreglerne, da den lå ved siden af en brandstation.

/ritzau/