Ureflekteret magtanvendelse og overgreb på børn og unge gør, at Holbæk Kommune er parat til at lukke bo- og aflastningstilbuddet Kikhøj.

»Det er rædselsfuldt, at det har kunnet lade sig gøre,« udtaler formanden for Handicaprådet i Holbæk Kommune, Sytter Kristensen til TV 2 Øst.

Det sker, efter et tilsyn har fundet, at forholdene for de udviklingshæmmede børn og unge er så ringe, at stedet ifølge Socialtilsyn Hovedstaden bør lukkes.

Et af eksemplerne på overgreb er blandt andet, at en ansat har holdt et barn fast i håndledene i længere tid.

Er dit barn tilknyttet Kikhøj, eller har du viden om sagen, så vil B.T. meget høre fra dig på 1929@bt.dk

Det er syvende gang på fem år, at Socialtilsyn Hovedstaden har besøgt stedet, der er drevet af Holbæk Kommune.

Sytter Kristensen kalder sagen for 'rystende'.

Hun påpeger, at nogen må stilles til ansvar for, at der ikke er blevet fulgt op på de tilsynsrapporter, der har været igennem årene.

Børnene og de unge på stedet kæmper med blandt andet autisme, ADHD og hjerneskader.

Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune mødtes onsdag aften.

Her blev medlemmerne enige om ikke at anke socialtilsynets afgørelse.