Politiet har været og er fortsat talstærkt til stede på en adresse i Nimtofte, som man mener har forbindelse til det formodede drab på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen.

I den lille by på Djursland sidder flere naboer og er rystede. Rystede over, at politiet mener, at deres nabogrund har forbindelse til en drabssag.

Det var netop på naboadressen, at Østjyllands Politi mandag aften anholdt fire personer og sigtede dem for drab. Tre af dem er siden blevet varetægtsfængslet, mens en er blevet løsladt.

Sagen har efterladt naboer forfærdede.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Man kan slet ikke forestille sig det. Jeg sov, da anholdelsen skete, så har ikke set noget. Jeg så det først i nyhederne om tirsdagen,« siger en mandlig nabo og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget, da det skete. For skal man tænke i sådan en situation?«

En nabo længere oppe ad vejen supplerer kortfattet:

»Hele sagen er jo bare forfærdelig.«

Tirsdag ved middagstid kom de første billeder, der viste, at politiet var talstærkt til stede ved adressen.

Afspærringer, en drone i luften og teknikere i blå dragter prægede stedet.

Men Østjyllands Politi ville ikke komme nærmere ind på, hvad man foretog sig på adressen. I hvert fald ikke i første omgang.

Kort efter kom det frem, at de fire føromtalte personer var blevet anholdt på adressen. Sigtet for på netop den adresse at have dræbt Frank Dan Nørgaard Jørgensen, som dog endnu ikke er fundet.

De fire – en mand og en kvinde på 39 år samt en mand på 25 og en kvinde p 23 – er mistænkt for i forening, efter aftale og fælles forståelse at have frarøvet Frank Dan Nørgaard Jørgensen livet. Formentlig ved kvælning.

Ligeledes mistænker politiet, at de fire i fællesskab på ukendt vis har bortskaffet den 40-åriges jordiske rester. Og at de efterfølgende – stadig i fællesskab – overhældte hans bil med brændbar væske og satte ild til, så den udbrændte.

Alle nægter de sig skyldige.

Selve grundlovsforhøret blev tirsdag holdt bag lukkede døre, og dermed holder politiet altså kortene tæt på kroppen.

En af naboerne, som B.T. har talt med, fortæller dog, at politiet og teknikere onsdag stadig er til stede ved adressen i Nimtofte. Her går de hele »tiden ind og ud ad huset«.

Også Hjemmeværnet er til stede og holder vagt ved afspærringerne.