Nordsjællands Politi rykkede natten til søndag ud til Gilleleje Station, hvor to personer var blevet ramt af noget fyrværkeri.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Den ene af de to personer fik brandmærker på sin jakke, mens den anden ifølge vagtchef Lee Skeen fra Nordsjællands Politi fik brandmærker bag på øret, afsvedet hår i nakken og et brandmærke på ryggen af sin jakke.
Politiet oplyser til Sjællandske Nyheder, at man på stedet fik fat på den person, man mener stod bag det affyrede fyrværkeri - og der er tale om en 14-årig dreng, som dermed er under den kriminelle lavalder.
»Så endnu engang vil vi gerne opfordre til, at folk tænker sig om i omgangen med fyrværkeri, og at man som forældre er opmærksomme på, hvad ens børn laver,« siger vagtchefen til lokalmediet.
I Danmark må der kun affyres fyrværkeri mellem 31. december og 1. januar.
Også selvom salget af fyrværkeri officielt gik i gang den 15. december.
Under nytåret sidste år kom 209 personer i hele landet til akut behandling på grund af skader efter fyrværkeri.
Lovligt fyrværkeri – batterier, raketter og bomberør – var skyld i langt de fleste skader.

