Syd- og Sønderjyllands Politi har søndag morgen været talstærkt til stede ved en McDonald's i Esbjerg.
»Betjentene ankom med trukne våben,« fortæller vagtchef Michael Karlsen.
Det skyldes, at flere bekymrede gæster havde anmeldt, at en person var gået ind på restauranten med et gevær.
»Der var flere gæster på restauranten, som var bange,« siger Michael Karlsen.
På det sociale medie X skriver politikredsen, at betjentene mødte op på den pågældende McDonald's klokken 09.40, hvorefter personen blev anholdt.
Michael Karlsen tilføjer, at der er tale om en 28-årig mand.
Det viste sig, at han havde medbragt et luftgevær, hvilket vagtchefen på X kalder en 'yderst uhensigtsmæssig adfærd'.
»Vi oplever desværre med jævne mellemrum, at man medbringer legetøjsvåben i det offentlige rum uden tanke for den frygt, det kan skabe hos andre – og deraf følgende reaktioner fra politiet,« lyder det med en løftet pegefinger fra Michael Karlsen ovenpå aktionen på McDonald's-restauranten.
Den 28-årige bliver sigtet for både trusler på livet og overtrædelse af våbenloven.
Strafferammen er på op til to års fængsel, men den anholdte slipper ifølge vagtchefen sandsynligvis med en bøde.
»Han har ikke tænkt sig om,« slutter Michael Karlsen.
