Familie og venner til en 84-årig mand var mødt talstærkt frem og fyldte tilhørerrækkerne i Østre Landsrets retssal 1.9 mandag eftermiddag.

Faktisk var der mødt så mange frem, at rettens personale måtte hente en ekstra bænk ind fra gangen, for at alle kunne få en plads.

Efter et mere end to timer langt retsmøde måtte alle dog tage hjem igen uden at have fået svar på det spørgsmål, som var i centrum: Nemlig hvorvidt den 84-årige mand fortsat skal sidde varetægtsfængslet, mens myndighederne tager stilling til, om han skal udleveres til Rwanda.

Først fredag i denne uge vil landsretten nemlig komme med sin kendelse. For ud over de synspunkter, som mandag blev fremført af den 84-åriges advokat, Eddie Khawaja, og specialanklager Jan Hansen fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), er der et omfattende skriftligt materiale, som retten skal tage med i sine overvejelser.

Rwanda vil have den 84-årige udleveret til retsforfølgelse i en sag om folkedrab. En sag, der drejer sig om forbrydelser, der skete tilbage i foråret og sommeren 1994.

I Rwanda er den 84-årige angiveligt blevet dømt in absentia ved en af de mange lokale særdomstole, som blev oprettet i kølvandet på folkedrabet. Men inden han forlod det centralafrikanske land i 2008, blev han ved en anden domstol frifundet.

I det hele taget er det et mudret billede, som tegner sig af, hvad der måtte være foregået gennem årene. Siden 2011 har manden haft flygtningestatus i Danmark og boede indtil sin anholdelse i februar i Kalundborg.

Her hyggede han sig blandt andet med at passe sin kolonihave og dyrke biavl på hobbyplan.

– Jeg har en bøn til retten om at løslade mig og tage til Kalundborg – der, hvor Danmark har givet mig sin beskyttelse, sagde den 84-årige henvendt til de tre landsdommere, inden de hævede retten.

– Folkedrabet har fundet sted, og de skyldige har erkendt det. Men det, som man anklager mig for, er noget, som nogen finder på, sagde han.

Det er Retten i Holbæk, som efter begæring fra anklagemyndigheden hos NSK ad flere omgange har besluttet, at den 84-årige skal sidde fængslet, mens hans udleveringssag behandles.

Retten har vurderet, at der er en risiko for, at han vil stikke af, hvis han får lov at gå frit omkring.

Hvorvidt der er grundlag for at udlevere manden eller ej, er ikke til pådømmelse. Det skal først afgøres administrativt hos Rigsadvokaten og kan så sidenhen prøves ved domstolene.

Efter fredagens retsmøde fik den 84-årige lov til at tale kortvarigt med enkelte af de pårørende.

/ritzau/