En gruppe unge mænd fra London er blevet idømt strenge fængselsstraffe for at have udført det beskidte sabotage-arbejde i russisk skyggekrig mod England.
I marts sidste år satte de ild til en lagerbygning i Leyton i det østlige London, der blev brugt til at sende humanitær hjælp og StarLink-satellitudstyr til Ukraine.
Skaderne beløb sig til knap ni millioner kroner.
Samtidig planlagde banden af unge englændere ifølge politiet også at nedbrænde en restaurant og en vinbutik i Mayfair i det centrale London, ligesom ejeren – en velhavende russisk dissident – skulle kidnappes.
Ifølge de britiske myndigheder blev forbrydelserne begået på ordre fra den russiske lejehær Wagnergruppen på vegne af den russiske stat.
De seks unge blev fredag i kriminalretten Old Bailey dømt for spionage, terrorlovsovertrædelser og brandstiftelse, skriver Sky News.
Den hårdeste straf blev tildelt den 21-årige Dylan Earl. Han blev idømt 23 års fængsel, hvoraf de 17 år skal afsones i et fængsel.
Han indrømmede at have planlagt brandstiftelsesangrebet på lagerbygningen, mens han handlede under instruktion fra den private militærorganisation Wagnergruppen, der er forbudt som terrorgruppe i Storbritannien.
Ifølge dommeren var der tale om en del af en »planlagt terror- og sabotagekampagne« i den russiske stats interesse.
»Denne sag handler om Den Russiske Føderations bestræbelser på at opnå skadelig global indflydelse ved hjælp af sociale medier til at hverve sabotører over store afstande fra Moskva,« tilføjede Bobbie Cheema-Grubb.
Dommeren tilføjede, at brandangrebet ikke var en isoleret hændelse, da et lager i Spanien blev ramt 10 dage senere, og Earl havde diskuteret et andet potentielt angreb i Tjekkiet.
Derfor konkluderede hun, at angrebet havde en »terrorforbindelse«, uanset om gerningsmændene var klar over det eller ej.
Ifølge engelske politichefer viser sagen, at agenter for den russiske stat formåede at trænge ind i Storbritannien ved at udnytte unge, der var begravet i deres computere.-
Wagnergruppen består af lejesoldater og har kæmpet for Rusland i blandt andet Ukraine.
Gruppen blev indtil 2023 ledet af Jevgenij Prigozjin, som stod i spidsen for et oprør mod det russiske styre i juni samme år. To måneder senere døde Prigozjin i et flystyrt.
Siden har det været uklart, hvem der leder Wagnergruppen, og om gruppen er blevet opløst eller fortsat opererer som en samlet enhed.

