En russisk statsborger skal i morgen i Københavns Byret.

Det sker, efter den 52-årige russiske statsborger gentagne gange har kontaktet Nationalbanken med krav om at få udbetalt 26,74 milliarder kroner, som han påstod, at banken skyldte ham.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

»Vi har i dag anholdt en 52-årig, russisk mand for dokumentfalsk og forsøg på bedrageri. Manden havde gentagne gange kontaktet Nationalbanken med et krav om at få udbetalt 3,5 milliarder dollar, som han påstod, at banken skylder ham,« lyder det blandt andet i tweetet.

Men Nationalbanken nægtede at overføre pengene til ham.

»Da Nationalbanken ikke gennemførte den ønskede udbetaling, dukkede manden onsdag op med en tolk og en stak dokumenter, som banken dog anså for at være forfalskede, hvorefter de afviste ham og anmeldte det efterfølgende til os,« skriver Københavns Politi.