Med 3000 kroner på lommen tiggede en 50-årig rumæner ved Metroen på Nørreport Station i København. Han er blot én af mange rumænere, der hver uge kommer med bus til Danmark for at tigge eller stjæle. I dag fik han en lyndom på syv dages fængsel.

De østeuropæiske tiggere er meget synlige i gadebilledet i København. De arbejder især på S- og Metro-stationer og i togene. Den 50-årige blev anholdt ved Metroen på Nørreport Station, hvor han sad med sit papbæger.

Tiggerne kan tjene langt mere ved at betle i København end de kan ved arbejde i hjemlandet.

- Han havde næsten 800 danske kroner på sig og 300 euro, ialt 3000 kroner, og så behøver man altså ikke at tigge. Han havde i forvejen en skriftlig advarsel for betleri fra november sidste år, så han fik en straksdom på syv dages fængsel i dommervagten. Nu vil vi forsøge at få ham udvist, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt, Station City.

Tiggere og tyve
Den 50-årige kom med bus fra Rumænien sammen med sin voksne datter. Politiet ved, at der hver uge kommer busser med rumænere til København.

- Vi har rigtigt mange af dem. De begår en bred vifte af kriminalitet fra betleri til lommetyverier, indbrud og røverier, siger Henrik Svindt.

Han håber at dommen i dag sender et kraftigt signal til tiggerne. - De kan imødese en frihedsstraf og formentlig udvisning, når først de har fået en advarsel.

Tiggeri er forbudt i Danmark. Det kan straffes med op til seks måneders fængsel.

Den eneste måde at stoppe tiggerne på er hvis folk undlader at give dem penge.

Rumænske tiggere bruger bl.a. tricket med at appellere til folks medlidenhed. De viser ofte et skilt med et foto af et sygt barn, som de samler penge ind til. Skiltene, som ofte er skrevet på dansk og er lamineret i plastic, er dog rent fup og genbruges når nye hold tiggere sendes ud i f.eks. S-togene.