Nordsjællands Politi anholdt natten til søndag tre rumænere for indbrud, skriver bt.dk.

De tre rumænere blev stoppet i deres bil i København med tyvekoster i bilen. De blev stoppet af politiets enhed Task Force Indbrud.

»De havde masser af elektronik, smykker og beklædning i bilen, og der er ingen tvivl om, at det er stjålet,« fortæller politikommissær Jesper Simonsen fra Task Force Indbrud til bt.dk.

Søndag middag var der dog endnu ikke anmeldt nogle indbrud, der kan lede politiet på spor af, hvor tyvekosterne kommer fra. Politiet er derfor i gang med at finde frem til, hvor indbruddene er begået.

De tre rumænere fremstilles søndag eftermiddag i grundlovsforhør i Hillerød og vil blive anmodet varetægtsfængslet.

BNB