En 48-årig rumænsk mand er tirsdag eftermiddag sigtet for forsøg på at indføre 10.070 puff bars til Danmark.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Toldstyrelsen anslår, at afgiften for at indføre de mange puff bars er omkring 3,4 millioner kroner.

Manden blev stoppet i en varebil tirsdag klokken 16.10 ved grænseovergangen ved Frøslev i Sønderjylland.

Politiet havde mistanke om, at hans dokumenter var falske, og kontrollerede derfor varevognens lastrum, hvor de mange ulovlige puff bars blev fundet.

Som privatperson er det ulovligt at indføre mere end ti puff bars over den dansk-tyske grænse, og det må kun være til eget forbrug.

Over 10.000 puff bars er altså langt over det tilladte.

Fundet blev beslaglagt og skal nu undersøges for at fastslå, hvor meget nikotin og hvilke smage der er i de pågældende puff bars.

Manden er efter en afhøring blevet løsladt igen, men er fortsat sigtet.

Ifølge vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Karsten Høy er puff bars særligt problematiske, fordi designet og de søde smage appellerer til unge mennesker.

- Puff bars har også ofte for meget nikotinindhold i forhold til det tilladte, lyder det fra Karsten Høy i en pressemeddelelse.

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politikredsen håber på, at sagen med den 48-årige rumæner kan afskrække andre fra at forsøge det samme.

- Det har store konsekvenser for dem, der indfører de ulovlige puff bars. Både i form af en stor afgift og en mulig straffesag, lyder det videre.

RITZAU