Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi slog onsdag til med en storstilet razzia mod en slikimportør, der er mistænkt for at snyde med moms og afgifter. Ved flere ransagninger i Slagelse blev mere end 100 ton slik konfiskeret af myndighederne.

Politiet fik under den store aktioin hjælp fra andre sjællandske politikredse, Skat og Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe. Både et lager tilhørende en slikimportvirksomhed i Slagelse, samt indehaverens private bopæl i byen blev ransaget, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Onsdagens store aktion kom efter en anmeldelse fra Skat, der mistænker virksomheden og indehaveren for grov moms- og afgiftunddragelse for ikke under 27 millioner kr.

På lageret i Slagelse blev der fundet op mod 100 ton slik og chokolade, som blev beslaglagt af Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe, da der på lageret og varerne blev fundet ekskrementer fra rotter, og udlagt rottegift.

Politiet beslaglagde både på sliklageret og ejens private bopæl store mængder regnskabsmateriale og bilag, samt en del IT udstyr, som nu skal underkastes en nærmere undersøgelse.
Der blev desuden beslaglagt ca. kr. 250.000,- i kontanter fundet i henholdsvis biler, æsker og plastikposer begge steder.

Indehaveren blev som anholdt bragt til afhøring på Slagelse Politigård, hvor han nægtede moms- og afgiftunddragelsen, ligesom han ikke ønskede at udtale sig. Han blev efterfølgende sat på fri fod.

»Det kan godt lyde mærkeligt, når man tænker på, at han er mistænkt for at have svindlet for 27 millioner kr., men vi vurderede i samarbejde med vore jurister, at der ikke var grundlag for at fængsle ham,« siger politikommissær Johannes Skree-Lassen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

»Dels kan han ikke slette nogle spor (vi har beslaglagt det hele), dels kan han ikke påvirke vidner (de, han kan påvirke, har han påvirket for længe siden), dels vurderer vi, at han ikke vil flygte ud af landet, da han har kone og barn (altså stor tilknytning til Danmark) og endelig er han ikke dømt for tilsvarende ting tidligere,« siger Johannes Skree-Lassen.

»De 27 millioner lyder af meget, men en tredjedel er momsunddragelse og de sidste totredjedele ubetalte afgifter. Det her har stået på gennem længere tid, og vi tror, at manden selv har stået for indsmuglingen af slikket. Nu får han så bare en regning at betale,« siger politikommissæren.

En udløber af ransagningsaktionen førte til ransagning af et andet lager i Slagelse, tilhørende en lokal bland-selv-slik forretning, hvor der uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen blev opbevaret en noget mindre mængde chokoladevarer.

Da stedet var kraftigt hærget af mus, blev dette lager ligeledes beslaglagt og tømt af Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe.

Handel med ulovligt slik er - ligesom ulovligt impoterede sodavand - ikke noget nyt fænomen. Begge varegrupper er belagt med relativt høje danske afgifter - en sukkerafgift på godt 25 kroner pr. kilo - og det kan friste svage sjæle.

I årtier har politiet ved talrige aktioner mod først og fremmest kioskbranchen beslaglagt både slik og sodavand, der er hentet til Danmark uden afgifter.

I sommer blev et særligt grelt tilfælde afsløret i Nordsjælland, hvor politiet sammen med Fødevarestyrelsens Rejsehold konfiskerede hele fem ton for gammelt slik på en firlænget landejendom i Harløse. Ejeren, en 34-årig slikleverandør, havde hyret nogle rumænere til at pille datomærkerne af og sætte nye på de mange slikbokse. Noget, der er direkte ulovligt.

Her er videoen der dokumenterer: Gammelt slik blev ompakket så det kunne sælges på ny