Lyt til artiklen

Frygten strålede ud af den unge mands ansigt. I hvert fald i en sådan grad, at en kvindelig medpassager i metroen reagerede.

Diskret henvendte hun sig til den unge mand, som bekræftede, at alt absolut ikke var, som det skulle være.

Han var nemlig ifølge eget udsagn offer for et røveri begået af den 18-årige mand, der stod ved siden af ham i metroen. Heldigvis for ham var det ikke hvilken som helst kvinde, der var kommet ham til undsætning.

Kvinden er nemlig ansat i Københavns Politi, og hurtigt fik hun tilkaldt kollegaer, der kunne anholde den 18-årige, som viste sig at have mere end den ene hændelse på samvittigheden.

I hvert fald er han nu blevet varetægtsfængslet under mistanke for fire gaderøverier. Selv nægter han sig skyldig i dem alle.

Også det, der ifølge sigtelsen blev indledt ved midnatstid natten til mandag. Her skulle han have mødt sit offer ud for 7-Eleven nær Christianshavn Station.

»Du skal købe et kyllingespyd, eller jeg stikker dig ned,« skulle han have sagt til sit offer, hvorefter han kommanderede ham hen til en hæveautomat.

Ifølge politiet forsøgte den 18-årige her at tvinge sit offer til at hæve nogle penge, men det mislykkedes, og i stedet skulle han have tvunget den unge mand til at gå med ned til metroen.

»Du skal bare følge med, vi skal snakke sammen et sted dig og mig,« sagde han angivelig.

I metroen skulle han have tvunget sit offer til at overføre i alt 520 kroner via MobilePay.

Ifølge sigtelsen skulle den 18-årige have forsøgt at flygte, men fordi den kvindelige politiansatte havde alarmeret kollegaerne i vagtcentralen, stod patruljer klar til at anholde ham.

Ved anholdelsen fandt man både et hævekort og et rejsekort, som ikke tilhørte den 18-årige. Kortene stammede fra andre formodede ofre.

Da den 18-årige mandag blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret listede anklageren i alt fire forskellige røverier op, før dørene blev lukket af hensyn til efterforskningen.

Mens de tre af dem fandt sted i den netop afsluttede weekend, stammer det første forhold fra 6. februar. Her skulle den 18-årige ved Amagerbro Station have aftvunget en ung mand for 150 kroner og forsøgt at hæve penge fra hans kort.

»I skal have respekt for mig. Jeg kan have otte biler på stedet hurtigt, som vil kneppe jer, hvis I ikke gør, som jeg beder om,« skulle han have truet.

Samme hårde tone skulle han have benyttet sig af, da han i lørdags ifølge politiet truede en mand til at udlevere 100 kroner, en Louis Vuitton-pung og et rejsekort, hvorefter han skulle have forsøgt at tvinge sit offer til at hæve penge ved en automat.

»Du skal ikke sige noget, så flækker jeg dig,« skulle det have lydt.

Dagen forinden havde han ifølge sigtelsen fratvunget en fjerde mand en Moncler-jakke, en Prada-jakke, en iPhone, Airpods, et dankort, en Gucci-ring og et Gucci-ur til en samlet værdi af 28.100 kroner.

Dette røveri skulle være blevet begået i samarbejde med en endnu ukendt medgerningsmand, lyder det i sigtelsen.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle teenageren i 24 dage. Blandt andet med henvisning til, at der er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny, lignende kriminalitet.