Rema 1000 i Greve fik torsdag aften besøg af en mand, der hverken havde planer om at handle ind eller at betale.
Derimod røg hans hånd ned i kassen, hvorefter han stak af i en bil.
Derfor er en mand nu efterlyst; ikke kun for tyveri, men for røveri, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
»Der opstår noget tumult, og han skubber til personalet og stikker hånden ned i kassen. Herefter stikker han af i en bil, der formentlig er en lille rød bil – måske en Fiat Panda,« siger vagtchef ved politikredsen Henrik Olesen til mediet.
Manden kører via Hundige Strandvej – og herefter ved politiet ikke, hvor han kørte hen.
Han bliver beskrevet som værende af mellemøstlig udseende, 25-30 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning, skriver mediet.
Hertil var han iført sort tøj og havde et hageskæg.
Hvis man skulle have oplysninger om manden, bedes borgere ringe 1-1-4.
