Politiet i Nordsjælland mener at have fundet den stjålne flugtbil, som tre bevæbnede gerningsmænd forsvandt i efter overfald på Farum-politiker og hans kone.

Med fundet af en sort Seat på en øde skovvej mener politiet i Nordsjælland at have fundet den flugtbil, som tre bevæbnede gerningsmænd stak af i efter et dramatisk overfald i Farum ved 11-tiden.

Offeret var det tidligere medlem af byrådet i Farum, den 70-årige Paul Wachtell, og hans kone.

De blev kort før kl. 11 overfaldet i deres gulstensvilla på Bastholmen i Farum af gerningsmændene, hvoraf mindst en var bevæbnet med en pistol.

Ikke desto mindre var den 70-årige læge ifølge de første meldinger fra gerningsstedet i kamp med en af de unge indvandrere, der blev kastet ned ad en kældertrappe.

Efter røveriet blev en sort bil set forsvinde fra stedet. Den blev ved 11.40-tiden fundet af en politipatrulje på Hestevangsvej vest for Farum.

I bilen er angiveligt fundet et brækjern og en stor mukkert. Noget kunne altså tyde på, at Paul Wachtell og hans kone kan have overrasket tre indbrudstyve på fersk gerning.

To af gerningsmændene menes at være flygtet i den sorte bil, mens den tredje forsvandt til fods mod en nærliggende børnehave og tilsyneladende fortsatte i retning mod Ganløse.

Politi med hunde eftersøgte efter fundet skoven omkring den efterladte flugtbil i jagten på gerningsmændene. Særligt dygtige sporhunde kunne dog ikke finde afgørende spor af de tre unge røvere.

- Flugtbilen blev stjålet 22. april på Energivej i Ballerup, oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi - Henrik Hattel - til bt.dk