Østjyllands Politi har anholdt to mænd i forbindelse med et røveri mod en 47-årig mand, der torsdag blev opsøgt i sit hjem på Skelvangsvej i Randers NV, oplyser politikredsen i et uddrag af døgnrapporten.

De anholdte er henholdsvis 39 og 42 år, og de fremstilles lørdag i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor de er sigtet for røveri mod en person i eget hjem.

Ved anmeldelsen oplyste offeret, at gerningsmændene havde truet ham med en kniv og fik udleveret et ur og nøglerne til mandens bil, som efterfølgende blev stjålet.

Ifølge Østjyllands Politi fandt efterforskerne frem til de formodede gerningsmænd, fordi den 47-årige kendte en af dem. De blev begge anholdt fredag.

Ifølge Østjyllands Politi indgår det i efterforskningen, at røveriet kan bunde i et økonomisk mellemværende.

RITZAU