Søndag eftermiddag spærrede Københavns Politi Vesterbrogade af i begge retninger fra Frederiksberg Allé til Gasværksvej.

Det skyldes, at der opstod røgudvikling i en restaurant.

»Vi er rykket ud til en restaurant, hvor der er opstået ild i en frituregryde. Røgen har spredt sig til et ventilationsrør,« sagde operationschef i Hovedstadens Beredskab, Michael Johnsen.

Selve branden i frituregryden blev hurtigt slukket.

På Twitter oplyser Hovedstadens Beredskab, at ventilationssystemet  nu er blevet efterset, og at alt er under kontrol.

Kort efter klokken 13.15 søndag eftermiddag blev Vesterbrogade genåbnet for trafik, men på Twitter oplyser politiet, at der stadig er tæt trafik i området.

Ingen er kommet til skade, og det var heller ikke nødvendigt at evakuere nogen.