Showmands kæreste fik hukommelsestab under rockersag i landsretten.

  • Showmand giver mord-tiltalt rocker et alibi

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Showmanden Peter Bindners kæreste blev lovet en tur i fængsel af retsformand A.F. Wehner, da hun som vidne fik akut hukommelsestab i Østre Landsret i går.

    Peter Bindner, der ejer show- og event-bureauet PB Action, gav i mandags sin mordtiltalte ven, Bandidos-rockeren Jens Christian Thorup, et opsigtsvækkende og vandtæt alibi for mordet på eks-præsident i Bandidos Claus Bork Hansen.

    Men alibiet er falsk og aftalt spil mellem Peter Bindner og Jens Christian Thorup, hævder anklageren Karen-Inger Bast.

    Peter Bindners kæreste, Eva, kom i svære vanskeligheder, da anklageren afslørede, at Eva klokken 7.25 den 22. marts sidste år - morgenen efter mordet - sendte en sms-besked på mobiltelefonen til Jens Christian Thorups kæreste Karina:

    »Har hørt det. Du kan stole på mig!« skrev Eva.

    Uheldigvis blev beskeden set af et par kriminalfolk, der stod i Jens Christian Thorups kolonihavehus, hvor de netop havde anholdt Karina og beslaglagt parrets to mobiltelefoner.

    »Det har jeg ikke skrevet,« benægtede Eva først i Østre Landsret. Så bad dommer A.F. Wehner hende om at tænke sig godt om - og oplyste, at han en gang tidligere under retssagen havde sendt et vrangvilligt vidne i fængsel. Så fik Eva hukommelsen tilbage og erkendte, at hun nok havde sendt en sms-besked, men at hun kunne ikke huske teksten.

    Eva og Karina var på mordaftenen sammen på Café Victor - mens Jens Christian Thorup, ifølge tiltalen, likviderede Claus Bork Hansen sammen med tre-fire ukendte mænd:

    »Jeg ville bare sige tak for sidst,« sagde Eva i retten - og kom ikke nærmere en forklaring på den kryptiske besked. Eva hævder, at hun først mere end en måned efter drabet blev klar over, at Jens Christian Thorup var sigtet.

    Hendes kæreste Peter Bindner forklarede i landsretten i mandags, at Eva ved 20-tiden gik fra hans kontor i Købmagergade for at møde Karina på Victor, og kort efter så han Jens Christian Thorup komme gående i Købmagergade, og han vinkede op til Peter Bindner, der besvarede hilsnen. Klokken var cirka 20.20 - og derfor kan Jens Christian Thorup ikke - hvis Peter Bindners forklaring er rigtig - have skudt Claus Bork Hansen i Vanløse et kvarter senere.

    Anklageren interesserer sig meget for et møde mellem Peter Bindner og Jens Christian Thorup dagen efter mordet, hvor Bandidos-rockeren 22. marts kom op på Peter Bindners kontor, angiveligt for at låne penge. Allerede om eftermiddagen kom han tilbage til Peter Bindners kontor sammen med Karina for at betale pengene tilbage. Bindners kæreste Eva var også til stede.

    Vicestatsadvokaten har endnu ikke løftet sløret for, hvad hun mener, der skete på mødet mellem Peter Bindner og Jens Christian Thorup. Men hun har klart sagt i retten, at alibiet fra Peter Bindner er falsk.