Tidligere AK81'er er nu en jaget mand, fordi han har angivet medrockere. Han fortryder dog intet, siger han.

Selvom hverdagsmenuen nu er en konstant trussel på livet, så er 25-årige MFP tilfreds med sin beslutning om at angive tre håndfulde medrockere for fem drabsforsøg i bandekrigen.

Det fremgår af den dom på 12 års fængsel, som den 25-årige tidligere AK81'er mandag fik for sin andel i skyderierne mod unge i bandekrigen, hvoraf en har fået amputeret et ben.

- Han fortryder ikke, at han har "lagt kortene på bordet", skriver landsretten i dommen, om hvad det truede rockervidne har forklaret.

Af dommen fremgår det desuden, at MFP, der er beskyttet af et navneforbud, var autolakerer, før han trådte ind i AK81, og at han beskriver sin tur ind og ud af Hells Angels støttegruppe som "helt surrealistisk".

Ifølge politiet er MFPs liv i fare, fordi han har angivet sine tidligere HA- og AK81-fæller, og han er derfor udstyret med en ny hemmelig identitet.

Og af dagens dom kan det ses, at den nye identitet virker efter hensigten. For ifølge MFP selv er der ingen, der ved, hvem han er, der hvor han sidder varetægtsfængslet.

Det er ikke oplyst, hvor han sidder, men han forklarer selv, at forholdene ikke er gode.

/ritzau/