12 års fængsel er rigelig rabat til hovedvidne i rockersag. I udgangspunktet stod han til livstid.

Havde politiets guldfugl MFP ikke valgt at samarbejde med ordensmagten og angive sine tidligere venner fra AK81 og Hells Angels, så havde dommen mod ham med stor sandsynlighed lydt på fængsel i livstid.

Det fremgår af den dom, som Højesteret onsdag afsagde i sagen. Her blev MFP idømt 12 års fængsel for blandt andet at medvirke til fem drabsforsøg, og det er billigt sluppet.

- Højesteret finder, at det herefter må antages, at tiltalte ville være blevet straffet med fængsel på livstid eller i hvert fald med fængsel i 16 år, hvis der ikke havde foreligget formildende omstændigheder, lyder det i Højesterets begrundelse af dommen.

De formildende omstændigheder er netop, at MFP har valgt at sladre om 16 medlemmer af AK81 og Hells Angels, som er tiltalt i den såkaldte "store rockersag", der for tiden bliver behandlet ved Retten i Glostrup.

Når straffen i udgangspunktet ifølge Højesteret har været i den højst mulige ende af skalaen, så skyldes det den såkaldte bandeparagraf. Den betyder, at straffen for personfarlig kriminalitet i banderegi fordobles.

MFP skal senere i maj vidne i sagen mod de 16. Anklagemyndigheden forventer, at hans vidneudsagn vil være så belastende for de tiltalte, at de kan dømmes i en stribe forhold, som blandt andet omhandler fem drabsforsøg og et brutalt overfald.

Forinden skal et par politifolk afhøres om, hvordan de egentligt fik overtalt den unge mand til at brænde alle broer bag sig og vidne mod de tidligere klubkammerater.

Det har tidligere været fremme, at miljøet omkring Hells Angels skulle være ophidsede over, at han havde delt lidt for mange forretningshemmeligheder med sin kæreste. Derfor fik politiet overbevist ham om, at han var i fare.

Retssagen mod MFP har været så hemmelig, at offentligheden end ikke kunne få at vide, hvornår domstolene skulle behandle sagerne.

Selv om hans formodede fjender kender hans identitet, er han fortsat som vidne beskyttet af et forbud mod at gengive hans navn offentligt.

/ritzau/