Et ledende medlem af en rockergruppering er mandag ved Retten i Aarhus blevet idømt tre et halvt års fængsel for at have handlet med mindst 340 kilo hash.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er Særlig Efterforskning Vest, der har stået bag efterforskningen af den 55-årige mand, der mandag blev dømt for at have været bagmanden i et Aarhus-baseret narkonetværk.

Handlerne har fundet sted mellem februar sidste år og indtil april i år, og kommunikationen i netværket foregik løbende via krypterede chattjenester.

Flere af de korrespondancer fik politiet adgang til, og det var medvirkende til, at Særlig Efterforskning Vest kunne optrevle netværket og anholde den 55-årige i april.

»Det er en meget stor mængde hash, der er blevet handlet med i en længere periode, og den 55-årige erkendte, at han havde haft en styrende og koordinerende rolle. Jeg er derfor tilfreds med, at han blev idømt en længere ubetinget fængselsstraf,« siger anklager Jhin Lee.

To mænd på 38 og 40 år er tidligere blevet idømt længere fængselsstraffe i samme sag for at have leveret hash til forskellige kunder og samle penge ind – alt sammen efter instruktion fra den 55-årige.

De to mænd har henholdsvis fået to et halvt års fængsel og syv års fængsel.

»Jeg er tilfreds med, at retten har tilkendegivet, at ens rolle i denne sag har så stor betydning, at det udmønter sig i 50 procent hårdere straf til det ledende rockermedlem,« fortæller anklageren.

Anklageren fortæller endvidere, at de syv år er givet, fordi den ene person også er dømt for nogle andre forhold. Disse forhold kan anklageren ikke komme yderligere ind på. Hvilken rockergruppering, der står bag det omfattende Aarhus-narkonetværk, er heller ikke kommet frem i retten, oplyser anklageren.

Politiet fandt under ransagninger i sagen 1,6 millioner kroner i kontanter, som er blevet konfiskeret.

Den 55-årige erkendte forholdet, og han modtog dommen.