Den 25-årige rockerlærling MFP, der i juni i al hemmelighed blev idømt 12 års fængsel for fem drabsforsøg, er i alvorlig livsfare. Det fremgår af en aktindsigt i retsbogen fra den 25-åriges retssag, som B.T. har fået.

- Anklagemyndigheden har (...) fremlagt en politirapport (...) MFP vurderes til at være stærkt sikkerhedstruet,« står der i retsbogen om rapporten, der konkluderer, at »der efter politiets opfattelse p.t. er en betydelig risiko for, at personer (...) vil forsøge at likvidere MFP.

Den 25-årige har tilstået sin egen rolle i de fem drabsforsøg. Selv om politiet har forsøgt at holde den unge AK 81ers identitet hemmelig med retsmøder for lukkede og dobbeltlukkede døre, er ingen i miljøet dog i tvivl om, hvem han er.

- Stikkersvin!!!!!!! Fuck ad helvede til, 'Ha' et lorteliv, stikkersvin,' og 'Du er da bare en fucking tegning, tænk at jeg har kaldt dig ven,' er således nogle af de harske ord, der stod på MFP's Facebook-profil, inden den blev lukket i maj.

B.T. har også beskrevet, hvordan en mor til en rocker fra Hells Angels Copenhagen East - der også er sigtet i de fem sager om drabsforsøg - har hængt det 25-årige kronvidne ud på en Facebook-gruppe med billede og navn.

- Lystløgner og luder, det er hvad han er, skriver hun om MFP, der også bliver truet på livet af flere af gruppens andre medlemmer.

- You can run, but you can't hide, skriver kæresten til én af de fængslede på gruppens 'væg'.

Retsbogen fra MFP's straffesag afslører ikke kun, at politiet mener, at den 25-årige rockerlærling er i overhængende livsfare. Den viser også, at MFP vil være kronvidne, når sagen mod hans tidligere rockervenner - herunder gangsteren Brian Sandberg - bliver rullet op i retten. Det vil sige: Hvis han er i live.

- Anklagemyndigheden (...) agter at indkalde MFP som vidne i de eventuelt kommende straffesager mod andre i sagskomplekset, såfremt han på tidspunktet for sådanne sager er i stand til at afgive forklaring i retten, står der i en kendelse fra den 25-åriges retssag.

Ved bandeenheden under Københavns Politi er politikommissær Jesper Simonsen meget ordknap.

- Jeg har ingen kommentarer,« siger han.

At rockerne har meget at frygte, når sagerne om de fem drabsforsøg engang kommer for retten, vidner to tidligere sager om. MFP har nemlig allerede været medvirkende til at sende fire rockere i fængsel for drab og køllevold.

I juli fortalte den 25-årige rocker bag Københavns Byrets lukkede døre, at HA-rockeren Lasse Mikkel Thorsen - mens de sad sammen i Roskilde Arrest - havde indrømmet over for ham at stå bag likvideringen af hashhandler Ahmed Jamali på Christiania i fjor. Thorsen fik - med henvisning til tekniske spor og MFP's forklaring - 16 års fængsel.

To måneder tidligere, i maj, fortalte MFP - ligeledes bag lukkede døre i Københavns Byret - hvordan Brian Sandberg stod bag et rullende tæskehold af rockerlærlinge, der bevæbnet med køller og ratlåse kørte rundt i kortege i Københavns gader på jagt efter fjender. Et tæskehold, der blev samlet med en sms med ordet '112'.

21. august 2009 gik det ud over tre tilfældige indvandrere på Nørrebro. To flygtede for livet ved synet af det fire biler store tæskehold, mens en tredje blev tæsket til ukendelighed med spark og køller.

Tre AK 81ere blev dømt, og mindst to afventer endnu, at deres rolle i overfaldet kommer for retten. Forude venter sagerne mod Sandberg og alle de andre.