Under en razzia mod rockerhus fandt politiet Viagra. Rockerne er flove over det, siger politiet

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den er gal med potensen for landets rockere. De barske mænd, som helst giver den i rollen som jernhårde halse, kan simpelt hen ikke få den op, når det virkelig gælder.

Politiet finder således i stigende grad potensmidlet Viagra, når de foretager beslaglæggelser og kropsvisitationer i rockermiljøet. »Det er efterhånden meget almindeligt, at vi finder Viagra,« bekræfter vicepolitikommissær Per Bennekov, som er leder af specialpatruljen under Århus Politi.

Her gennemførte man i går en nøje koordineret og storstilet razzia mod Tornados´ klubhus i Viby ved Århus. Kun to medlemmer af Tornados, der er en støttegruppe til Hells Angels, var til stede, da en stor styrke betjente stormede stedet. Blandt beslaglæggelserne var også denne gang Viagra.

»Det er helt klart til eget forbrug. Det er ikke for at sælge Viagra videre, at rockerne har det liggende,« siger Per Bennekov. Politiet fandt desuden slag- og stikvåben, bl.a. en stor kølle med træpigge, en springkniv, tåregas, skarpe patroner, en øvelseshåndgranat, nervemedicin og 20 gram amfetamin.

Kilder inden for politiet fortæller, at rockerne griber til Viagra, fordi de får ødelagt potensen af at bruge anabolske steroider i landets motionscentre. Jo større muskler de får, des mindre bliver præstationsevnen i sengen.

Rockerne nægter
»Og det rammer måske en rocker særligt dybt, fordi han har en særlig selvforståelse. Det er i hvert fald typisk, at når vi spørger, om det er til eget brug, så nægter de altid,« forklarer en politimand.

For nylig kom det frem, at Viagra nærmest flyder frit i landets fængsler, og at det er skatteyderne, som betaler. Alene i Nyborg Statsfængsel har rockere og andre indsatte fået Viagra for en samlet værdi af ca. 10.000 kr. pr. måned.