Skydevåben og panser-værns-raketter var de mest populære våben, mens Hells Angels og Bandidos bekrigede hinanden i 1996 og 1997, men fjernstyrede bomber mod biler og klubhuse blev også taget i anvendelse. Da krigen sluttede fandt politiet ved flere tilfælde kraftige bomber, der stadig lå i »depot« tilsyneladende for det tilfælde, at krigen blussede op igen.

Politiet havde mistanke til flere bombemagere arbejdede for rockerne, blandt dem en tidligere militærmand.

10. juli 1996: En 28-årig Bandidos-rocker fra »South Island« i Klodskov ved Nykøbing Falster finder en bombe på et halvt kilo under sin varevogn. Han har kørt rundt med bomben i flere timer, men den går ikke af, fordi teknikken svigter.

21. juli 1996: En fjernstyret bombe på seks kilo skjult i en sportstaske stilles foran Hells Angels hovedkvarter i Titangade, men den radiostyrede udløser svigter, og bomben eksploderer ikke.

4. september 1996: En bombe på et halvt kilo falder af bilen, da et Hells Angels-prøvemedlem kører ud fra en p-plads i Aalborg. Bomben eksploderer tre meter fra bilen, og sprængstykker raserer flere biler, men ingen mennesker kvæstes.

12. september 1996: En kraftig bil-bombe eksploderer foran Hells Angels-fæstningen på Holbækvej i Roskilde. Bilen slynges 15 meter væk, en mur vælter, og talrige ruder trykkes ind, men ingen kommer til skade.

13. april 1997: En 26-årig HA-supporter afsløres med en sprængklar, radiostyret bombe, som han kaster fra sig på Cypernvej på Amager, da politiet slår til. Bomben skulle tilsyneladende anbringes under en Bandidos-rockers bil.

1. maj 1997: En bombe på 95 gram sprængstof skjult i en skæg-trimmer forsøges smuglet ind i Vestre Fængsel med falsk afsender til en 34-årig Bandidos-rocker. Bomben afsløres af fængslets røngten-kontrol. Bomben ville ekslodere, når skægtrimmeren sættes i stikkontakten. Mordforsøget sker tre døgn før Bandidos-rockeren skal for retten tiltalt for mordforsøg på en HA-rocker.

4. juni 1997: En bil fyldt med sprængstof eksploderer foran Bandidos klubhus i Drammen i Norge. En tilfældig 51-årig kvinde dræbes, og bygningen lægges i ruiner, men ingen af Bandidos-rockerne kommer til skade. Bomben udløses med radiostyring.

20. april 1998: Dykkere finder i Københavns Frihavn to bomber på et halvt og 2,5 kilo samt 1,2 kilo sprængstof. Den tungeste bombe er radio-styret. Det viser sig at bomberne er bygget i 1995, et halvt år før rocker-krigen bryder ud og senere skaffet af vejen i havnen. Sporet fører til en tidligere sprængstof-uddannet militærmand, der har bygget de radio-styrede udløsere, mens ukendte har forsynet bomberne med sprængstoffer.

12 fjernudløsere loddede han sammen i sin celle i Jyderup Statsfængsel. Militærmanden idømmes to et halvt års fængsel, men politiet kan ikke bevise, at det var rockere han leverede til.

7. oktober 1998: Politiet afslører et våbendepot på en landejendom ved Køge. Der er tre sprængklare bomber, 24 kilo Dynamex og 1,7 kg. plastisk sprængstof foruden skydevåben.

20. januar 1999: Politiet finder et rocker-relateret bombedepot i et kælderrum på Nørrebro i København: en armeret bombe på fem kilo trotyl skjult i en attache-mappe. Desuden findes tre kilo militært sprængstof og detonatorer.