Politiet har i dag slået til i to større narkosager, lyder det i en pressemeddelelse:

National enhed for Særlig Kriminalitet – NSK – har tirsdag anholdt fire personer i Storkøbenhavn og på Vestsjælland for distribution og salg af store mængder hård narkotika. 

De fire mænd i alderen 29 til 42 år er tirsdag blevet anholdt for at have distribueret og solgt store mængder både hash og hård narkotika.

Tre af mændene har været en del af samme kriminelle netværk.

De er sigtet for distribution og videresalg af flere kilo amfetamin og kokain. De to øvrige mænd på hhv. 37 og 40 år er sigtet for flere forhold om distribution og videresalg af hård narkotika, og det er NSK’s opfattelse, at de har hjulpet den 42-årige mand med at sælge narkotikummet.

Den sidste af de fire er en 29-årig Bandidos-rocker, der er sigtet for at have videredistribueret og solgt 100 kilo hash i en tidligere narkotikasag i NSK. 

Her aktionerede NSK den 1. september 2023 og anholdt tre personer, der alle blev varetægtsfængslet. I denne forbindelse blev der desuden beslaglagt 100 kilo hash på en ejendom på Vestsjælland.

I forbindelse med sagen udtaler Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen:

»En grundig efterforskning er kulmineret med dagens anholdelser, hvor vi har fjernet fire personer fra organiserede kriminelle miljøer, herunder to personer som er medlemmer af to bandegrupperinger«.

»I forbindelse med anholdelserne i dag har NSK ransaget på flere adresser, hvor der blandt andet blev beslaglagt store kontantbeløb samt dyre designerurer,« lyder det fra Lars Feldt-Rasmussen.

De fire anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag morgen i Holbæk Ret.

Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret anmode om dørlukning, hvorfor NSK ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Hør mere om den aktuelle situation i de kriminelle miljøer her: