Et halvt kilo kokain, et skydevåben, en motorcykel, tre biler og kontanter er beslaglagt i forbindelse med en større anholdelsesaktion mod en formodet narkoring.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser i en pressemeddelelse, at otte personer mandag er blevet anholdt i sagen som led i et samarbejde mellem politiet i Danmark og Spanien.

En af de anholdte er pågrebet i Spanien, mens de øvrige er blevet pågrebet omkring Horsens og på Fyn.

Flere - politiet oplyser ikke hvor mange - har angiveligt tilknytning til rockergruppen Comanches MC.

De syv, som befinder sig på dansk jord, bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens med krav om varetægtsfængsling.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelser i denne sag, som vi har efterforsket intensivt igennem en længere periode, siger ledende politiinspektør i NSK Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

- Netværket har efter vores opfattelse stået bag omfattende salg af kokain i det østjyske og på Fyn, og dét er der nu sat en stopper for, lyder det fra politiinspektøren.

NSK har ikke oplyst præcist, hvilke sigtelser der er rejst i sagen, men oplyser, at der ud over et halvt kilo kokain er blevet beslaglagt et skydevåben med patroner.

Våbnet blev ifølge NSK fundet i et klubhus, som skulle tilhøre Comanches MC.

Comanches MC er en gruppe, som er brudt ud fra den internationale rockergruppe Satudarah.

Her valgte den danske afdeling med lederen Nadim Khan i spidsen i 2023 at forlade Satudarah, der udspringer fra Holland.

Comanches MC har siden etableret afdelinger i flere lande.

Tirsdagens retsmøde i Horsens begynder efter planen klokken 09.30.

/ritzau/