En 26-årig mand med rockerrelationer blev torsdag aften beskudt, da han kom kørende i bil gennem Rantzausgade på Nørrebro sammen med en kammerat.

Det er et par ordknappe herrer, der torsdag aften blev beskudt, da de kørte gennem Rantzausgade på Nørrebro i København i en sort Range Rover.

Ifølge lederen af politiets bandeindsats, Henrik Svindt, har den 26-årige chauffør af bilen foreløbig ikke ønsket at fortælle nærmere om episoden, hvor ukendte gerningsmænd pludselig åbnede ild mod bilen.

Begge mænd var centimeter fra at blive ramt, da et enkelt skud gik durk gennem Range Roverens forrude og landede bag i bilen. Herefter søgte bilisterne ly i Hells Angels rockerborg på Svanevej, siger Henrik Svindt.

/ritzau/