Torsdag aften rykkede politiet ud til en adresse i Kastrup på Amager.

Her var en mand, der ifølge B.T.s oplysninger indtil samme dag var medlem af Hells Angels, blevet overfaldet med slag.

Flere beboere i området bemærkede politiets massive udrykning.

B.T. har fredag middag forsøgt at få oplysninger om politiets udrykning hos Københavns Politi, der dog angiveligt ikke ser sig i stand til at oplyse om eksempelvis anmeldelsestidspunktet eller andre konkrete fakta om forholdet.

»Vi bliver desværre nødt til at melde pas. Vi udtaler os kun om det, som sker, mens vi er på vagten her. Ellers ved vi for lidt om det, så vi må henvise til kommunikationsafdelingen eller den sagsbehandlende afdeling på mandag,« lyder det fra den centrale vagtleder hos Københavns Politi.

B.T.s research viser imidlertid, at den 53-årige mand tidligere torsdag var blevet smidt ud af rockerklubben med status af 'out' – tidligere kaldet 'bad standing'.

Det er tidligere set, at det har fået ganske håndfaste konsekvenser, når rockere er blevet sortlistet i HA. Blandt andet i 2012, hvor to rockere blev tæsket voldsomt ved et møde i Ugandaskoven på Amager.

Torsdagens udsmidning bunder ifølge oplysningerne i en strid af økonomisk karakter om gæld – påstået eller reel.

Desuden trækker den ifølge kilder med indsigt i miljøet tråde til det spegede spil i Pusher Street på Christiania.

B.T.s research viser, at den overfaldne mand har været medlem af Hells Angels i godt og vel ti år. Før det fulde medlemskab havde han i en periode været del af rekrutgruppen AK81.

Den nu tidligere rocker er opvokset på Amager, og i sine unge år bevægede han sig på kanten af det, der efterfølgende er blevet omtalt som 'Amagermafiaen'.

Her var der tale om en gruppe teenagere og unge mænd med usunde fælles interesser som kriminalitet, vold og sorte penge.

Flere af gruppens kernemedlemmer blev siden medlemmer af Hells Angels.