Tre personer er blevet anholdt i sagen om den dræbte mand, der søndag aften blev fundet i en vejkant på Sjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse, hvori det også bekræftes, den dræbte havde relation til rockermiljøet, som B.T. tidligere har beskrevet det.

»I nattens løb har vi anholdt tre personer med relation til rockermiljøet fra lokalområdet, som foreløbig skal afhøres til sagen.«

»Vi har desuden ransaget flere adresser, og vi fortsætter dagen med omfattende efterforskning og afhøringer,« fortæller politiinspektør Kim Kliver.

Offeret var en 34-årig mand, som ifølge B.T.s oplysninger var prospect i Bandidos. Altså var han et ikke fuldgyldigt medlem af rockerklubben.

Hans lig blev kort efter klokken 19 juledag fundet i Mogenstrup, som ligger nær Næstved, og snart rykkede politiet talstærkt ud.

I forbindelse med efterforskningen afspærrede politiet et større område på Præstø Landevej, mens der blev udført tekniske undersøgelser.

Som led i efterforskningen efterlyser politiet vidner, der kan have oplysninger i sagen. Det bedes kontakte politiet på telefon 114, lyder det.

Den dræbtes pårørende er blevet underrettet, lyder det fra politiet, der for nuværende ikke ønsker at dele yderligere oplysninger med offentligheden.