35-årigt medlem af Hells Angels er tiltalt for grov nedskydning af ældre bandemedlem på en thai-restaurant i København.

Med skudhuller i hals, bryst, skulder og ryg overlevede en 40-årig mand i januar med nød og næppe en brutal nedskydning på restaurant Ban Gaw på Vesterbro i København.

Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod en 35-årig rocker fra Hells Angels, som ifølge politiet aflagde det dødsensfarlige visit på restauranten, hvor han også skød mod to andre spisegæster.

Ofrene er ifølge den særlige bandeenhed ved Københavns Politi kendt fra indvandrerbandemiljøet, og det 40-årige skudoffer er også selv senere blevet anholdt i besiddelse af en pistol.

Det faktum, at den tiltalte rocker er fuldgyldigt medlem af HA, er atypisk, fordi de fleste af de øvrige mistænkte gerningsmænd på "rockersiden" i konflikten er stik-i-rend-drenge fra støttegruppen AK81.

AK81 blev ifølge flere politikilder oprettet i sommeren 2007 for at gøre det beskidte arbejde for de fuldgyldige medlemmer i HA, men i dette tilfælde mener politiet altså, at HA'eren har taget sagen i egen hånd.

Ud over drabsforsøget på skudofferet og hans kammerater er den kraftigt tatoverede HA-rocker tiltalt for i ugerne inden skudepisoden at have truet med at smadre en mand til ukendelighed, at have været i besiddelse af anabolske steroider og for at ligge inde med et fyldt magasin til en maskinpistol på sin hjemmeadresse i Brøndby.

Der er afsat seks retsdage til sagen, som starter 20. januar.

/ritzau/