En rocker fremstilles i dag i grundlovsforhør i sagen om en voldsom detonation på Magleby Torv tidligere i år.

Den 33-årige er ifølge B.T.s oplysninger medlem af Bandidos. Han nægter sig skyldig, forklarede han ved grundlovsforhørets indledning.

En 23-årig sidder i forvejen fængslet. Han er ikke medlem af klubben. Yderligere to personer er sigtet i sagen. 

Sagen drejer sig om en voldsom eksplosion, der udspandt sig kort efter midnat natten til 6. marts i år.

Her detonerede en sprængladning, som politiet vurderer bestod af mellem fem og seks kilo dynamit. Bomben var placeret ved facaden på butikken Drop 'N' Fix, der ligger på Magleby Torv. 

Der skete stor materiel skade på bygningen, men ingen personer kom til skade ved eksplosionen. 

Ved grundlovsforhøret gjorde anklager Andreas Christensen rede for sigtelsen, og her fremgår det, at politiet mener, at rockeren var del af gruppen, der den pågældende nat i en mindre grå bil fragtede sprængstoffet til Magleby Torv og her detonerede bomben.

Af hensyn til sagens videre efterforskning, og fordi mulige medgerningsmænd fortsat kan være på fri fod, anmodede anklageren om dørlukning.

Dette bevilgede dommeren.

Politiet har foreløbig ikke meldt noget ud om muligt motiv til, at bomben skulle detoneres på adressen.

Ved retsmødets slutning blev rockeren varetægtsfængslet i foreløbig tre uger. 

»Vi formoder, at der er flere medgerningsmænd på fri fod. Selve motivet vil jeg ikke kommentere,« sagde anklageren efterfølgende.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: