Ritzaus Bureau har fået tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke en sag om ophavsret på et kunstværk.

I sagen blev billedbureauet Ritzau Scanpix i december sidste år i Københavns Byret dømt til at betale 25.000 kroner til kunstneren Jens Haaning.

Det oplyser Jacob Kwon, der er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Ritzaus Bureau.

Byretten slog fast, at billedbureauet, der hører under nyhedsbureauet Ritzau, har krænket Jens Haanings ophavsret.

Det skete, da Ritzau Scanpix i 2021 fotograferede Haanings kunstværk "Take the money and run". Efterfølgende blev billederne bragt i flere medier, hvilket Ritzau tjente på.

- Vi har besluttet os for at anke sagen, fordi der er dele af byretsdommen, som vi har meget svært ved at leve med. Særligt mener vi, at det er forkert, når byretten nåede frem til, at Ritzau Scanpix ikke er at sidestille med andre medier i forhold til ophavsret, siger Jacob Kwon i en skriftlig udtalelse.

Kunstværket "Take the money and run" bestod af to tomme billedrammer, som var udstillet på kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Billedrammerne skulle egentlig indeholde en gennemsnitlig årlig indkomst i Danmark, mens den anden skulle vise indkomsten i Østrig til sammenligning.

Men da Kunsten fik billedrammerne, var der ingen pengesedler i rammerne. Haaning meddelte, at han havde besluttet sig for at aflevere et andet værk, end hvad der var blevet aftalt.

De tomme rammer blev udstillet på Kunsten, og en fotograf fra Ritzau Scanpix var forbi for at tage flere billeder, som via nyhedsbureauet blev bragt i både danske og udenlandske medier.

Efterfølgende stævnede Jens Haaning Ritzau Scanpix i en sag ved Københavns Byret. Han krævede 861.000 kroner i erstatning.

Retten udmålte i stedet et vederlag på 25.000 kroner. Det blev fastsat ud fra et skøn over, hvad Haaning med rimelighed kunne have forlangt, hvis han havde indgået en aftale med Ritzau Scanpix.

I øvrigt svarer beløbet til det, som Ritzaus direktør har anslået, at Ritzau har tjent på billedet.

- Det er de principielle forhold, der gør, at vi anker sagen. I byretten blev vi kun dømt til at betale et vederlag på 25.000 kroner til Jens Haaning, selv om han havde krævet næsten en million kroner.

- Set i det lys ville det være lettere for os bare at betale vederlaget og komme videre. Men der er principielle forhold i byretsdommen, vi har svært ved at leve med, siger Jacob Kwon.

Ritzau har desuden valgt at skifte advokat fra Kromann Reumert til Gorrissen Federspiel.

- Vi har været glade for samarbejdet med Kromann Reumert, men vi ønsker at få friske øjne på sagen, inden den skal føres ved landsretten. Derfor har vi nu bedt Gorrissen Federspiel om at overtage sagen, siger Jacob Kwon.

/ritzau/