Lyt til artiklen

Står det til anklagemyndigheden, skal to jyske mænd ikke alene sendes bag tremmer. De skal også betale en bøde på 27,6 millioner kroner.

Der er med politiets egne ord tale om en  »historisk stor sag«. En sag om cigaretter.

Sagen indledes onsdag ved Retten i Sønderborg, men med et 33 forhold langt anklageskrift og i øvrigt 26 andre sigtede, hvis sager kører særskilt, falder der ikke dom lige med det samme.

Faktisk ventes dommen i det omfattende sagskompleks ikke at falde før marts.

I alt er der afsat 17 dage til retssagen med en 54-årig mand, bosiddende i Tønder Kommune, og en 59-årig mand, bosiddende i Aarhus Kommune, på anklagebænken.

De er blandt tiltalt for salg og besiddelse med henblik på videresalg af mindst 13,9 millioner ulovlige cigaretter fra udlandet, lyder det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I tabt afgift udgør cigaretterne en værdi på mindst 24,6 millioner kroner. Derfor går anklagemyndigheden ikke kun efter fængselsstraffe til de to mænd, men også bødestraffe i millionstørrelsen.

Ulovlighederne skulle ifølge politiet være foregået i perioden fra  sommeren 2020 til den 14. september 2021, hvor de begge blev anholdt og varetægtsfængslet.

Ifølge politiets efterforskning pakkede de to mænd de ulovlige cigaretter i 695.772 pakker med falske logoer.

Derfor er de også tiltalt for overtrædelse af varemærkeloven, og det er her, det historiske kommer ind i billedet.

Det er nemlig en historisk stor sag om den type lovovertrædelse, lyder det i pressemeddelelsen.