»Mor, jeg har gjort noget dumt.«
En 25-årig kvinde søgte i desperation straks hjælp hos sin mor, da hun lidt efter midnat 3. juli i fjor havde stukket sin lommekniv fem gange i en 28-årig mand på Amager.
Et af knivstikkene ramte ham i brystet, så hans hjerte blev gennemboret. Og godt en halv times tid senere afgik han ved døden på grund af indre forblødning.
Onsdag skulle den 25-årige kvinde efter planen have sin straffesag afgjort i Københavns Byret.
Både anklager og forsvarer regnede med, at det kunne ske som en tilståelsessag, fordi kvinden fra første færd ikke har lagt skjul på, at det var hende, der havde ført kniven.
Men det endte overraskende ikke på den måde i retten. Også selvom kvindes forsvarer havde oplyst, at hun kunne erkende blandt andet grov vold med døden til følge.
For godt nok gentog den ulykkelige og grædende kvinde fra vidneskranken sin forklaring fra grundlovsforhøret lige efter knivstikkeriet.
Nemlig at hun havde stukket den 28-årige mand, som hun var vred på, efter at han tre uger tidligere angiveligt havde overfaldet hende og stjålet hendes mobiltelefon, fordi hun ikke havde lyst til at give ham oralsex.
På gerningstidspunktet havde hun både drukket og taget stoffer, og i den tilstand ville hun med sine egne ord gerne have en undskyldning af den 28-årige mand.
Han tilbød ifølge hendes forklaring i retten at give hende mobiltelefonen tilbage, hvis han fik 2500 kroner.
På vej sammen til en hæveautomat slog hun ham pludselig i baghovedet med et knytnæveslag.
»Men jeg var ikke stærk nok, så han vendte sig om og spurgte, hvad fanden jeg lavede. Samtidig tog han fat i mig og holdt mig bagfra for munden og næsen, så jeg ikke kunne få luft. Jeg var bange for, at han ville kvæle mig, og gik i panik. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at bruge den kniv, som jeg havde i lommen,« fortalte den 25-årige snøftende i retten.
»Jeg stikker bagud og rammer ham i låret som det første for at komme fri. Han slår mig med et knytnæveslag på hagen, så jeg besvimer i nogle sekunder og falder til jorden.«
»Jeg vågner ved, at han vender mig rundt og tømmer mine lommer. Jeg tænker, at hvis han tramper mig i hovedet eller får fat i kniven, som ligger under mig, så er jeg død,« tilføjede kvinden.
»Derfor går jeg i panik og stikker ham på forsiden at kroppen, indtil han fjerner sig. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg stak ham – jeg ville egentlig bare have ham væk.«
Den dødeligt sårede mand løber væk, men falder omkuld på kørebanen på Amagerfælledvej. Kort efter indhenter knivkvinden ham og giver ham yderligere et par knivstik i ryggen.
»Mens han ligger på jorden, råber han: »Hjælp mig«, og jeg spørger, om han er o.k. Han svarer ikke, og så ringer jeg til min mor og siger, at jeg har gjort noget dumt.«
Meget længere nåede den 25-årige kvinde ikke at forklare sig i retten, før dommer Martin Nyvang efter en pause bekendtgjorde, at han ikke mente, at hendes forklaring gjorde det juridisk muligt at afslutte sagen som en tilståelsessag.
»Jeg hører dig forklare, at du ikke stak med den hensigt, at han skulle komme til skade. At du frygtede for dit eget liv og gerne ville væk fra situationen. Det er sådan set mere nødværgeagtigt,« lød det fra byretsdommeren som begrundelse for en ny retssag.
Den 25-årige kvinde fik i stedet blot foreløbig sin varetægtsfængsling forlænget.