26-årige Rikke Sørensen oplevede natten til søndag sit livs mareridt, da hun på vej hjem blev trukket ind i en busk og forsøgt voldtaget. Hun skreg på hjælp flere gange, men oplevede blot, at folk gik forbi.
Klokken var 00.55, da Rikke Sørensen lørdag nat stod af toget på Høje Taastrup station. Hun var på vej hjem fra en sen tjenervagt på sit job på en café i Hvidovre, som hun havde været det så mange gange før.
Mens hun går, fornemmer hun, at en mand er bag hende. Han kommer tættere på, som om han vil uden om hende. I stedet tager manden fat i hende, og hiver Rikke ned på jorden.
Hun forsøger at slå ud efter ham, men manden er så tæt på hende, at hun ikke kan gøre ordentlig modstand.
»Han bider mig i armen og i halsen. Jeg bider ham også i munden, da han forsøger at presse tungen ind i min mund. Han får trukket mig ind i en busk, hvor han halvt kvæler mig ved at holde mig for mund og næse, så jeg ikke kan trække vejret,« fortæller Rikke.
Det er to dage siden, hun blev udsat for voldtægtsforsøg, og nu har hun valgt at fortælle sin historie til BT.
Flere går forbi – men hjælper ikke
Fra buskadset kan Rikke se, at der går flere mennesker forbi ude ved stationen. Så hun skriger. Skriger, i håb om at nogen kommer hende til undsætning.
»Der er tre mennesker, der går forbi ude foran busken. Og jeg skriger. Men de går bare forbi. Og så bider han mig i ansigtet for at få mig til at stoppe med at skrige, for han vil ikke slippe mine hænder,« forklarer Rikke.
Ingen reagerer på Rikkes skrig, og manden fortsætter ufortrødent sit overgreb i busken.
»Han får bukserne af mig, og han forsøger også at flå min bluse i stykker, men er ikke helt stærk nok,« fortæller Rikke.
Manden prøver flere gange at gennemføre en fuldbyrdet voldtægt, men det lykkes ham ikke. Herefter tvinger han Rikke til oralsex. Hun ligger på jorden i over en halv time og forsøger fortsat at skrige på hjælp, indtil en kvinde endelig reagerer på Rikkes råb.
Kvinden kommer hen til busken og lyser på den med sin mobiltelefon, mens hun spørger, hvad der foregår. Det gør gerningsmanden så bange, at han flygter fra stedet.
Bliver ignoreret
Rikke ser en mand, der går på stationsområdet, og hendes første reaktion er at henvende sig til ham for at få hjælp.
»Jeg prøver at stoppe ham, men han går bare udenom og ignorerer mig, selvom jeg siger, at jeg er blevet angrebet og er bange. Han ignorerer mig fuldkommen - og der knækker jeg sammen,« fortæller Rikke.
Hun er i chok over det, der er sket. Og i chok over, at ingen, udover kvinden, tilsyneladende har haft lyst til at hjælpe hende.
Kvinden hjælper Rikke med at ringe til sin kæreste, som hurtigt kommer til stationen sammen med parrets hund. De går tilbage til gerningsstedet for at finde Rikkes telefon og dankort, som hun har tabt under overgrebet, da de pludselig ser en skikkelse i mørket.
»Jeg ser en person, som ligner ham, og min kæreste går efter ham, men jeg tør ikke gå med ud i mørket. Så vender jeg mig om efter et stykke tid og ser gerningsmanden komme tilbage, direkte mod mig, men han bliver bange for hunden og stopper lige foran mig,« fortæller Rikke.
Hendes kæreste kommer hurtigt tilbage til stedet og får skubbet gerningsmanden væk fra Rikke. De får ringet til politiet, som kommer til stedet og anholder manden omkring klokken 02.
Man mister håbet
Efter anholdelsen bliver Rikke taget med på stationen, hvorefter hun bliver kørt til hospitalet for at blive undersøgt og få taget prøver. Herefter tager hun tilbage på stationen for at afgive vidneforklaring. Først klokken 11 mandag formiddag er Rikke hjemme igen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hun er studerende og har udsat den eksamen, hun egentlig havde i denne uge.
»Jeg er stadig mest i chok. Det er som om, det ikke er sket. Det er kun de blå mærker, der er bevis for, at det er sket. Måske kommer den egentlige reaktion først om nogle dage, når jeg rent faktisk har forstået det,« forklarer Rikke.
Hun er mest af alt rystet over de mennesker, der ignorerede hendes skrig og råb om hjælp.
»Det mest forfærdelige, og det som skræmte mig allermest, var, at folk gik forbi, selvom jeg skreg. Når man ligger der, og ingen reagerer - så gør det, at man mister håbet. Når man ligger der og opdager, at man ikke er stærk nok, og ingen gider hjælpe.«
Rikke fortæller, at hun ikke længere føler sig tryg som før, for hun ved ikke, om hun kan regne med folk omkring hende, hvis der skulle ske noget.
»Jeg er blevet mere paranoid om aftenen, hvis jeg går forbi et lyst vindue, og der er mørkt ude, tænker jeg, om der står nogen derude. Mest af alt er jeg vred over den manglende reaktion fra folk,« siger Rikke.
Hun håber, at hendes historie kan minde folk om, at man skal reagere, når man hører noget mistænkeligt - også selvom man egentlig ikke tror, det er noget alvorligt.
»Jeg vil opfordre folk til at reagere, når de hører noget, også selvom de måske tænker, det bare er et barn, der leger, så er det nogle gange også noget mere alvorligt. Så bare reager. Selvom man er bange, er det nogle gange små ting, der skal til, som i dette tilfælde hvor et udbrud fra min redningsmand og en mobil, der lyser på busken, var nok.«
