Rigspolitiet opretter nu en såkaldt "koordinerende stab" i kølvandet på de seneste fire nætters uro rundt om i landet.

Fire nætters uroligheder flere steder i landet får nu Rigspolitiet til at oprette en såkaldt "koordinerende stab" i håb om at få situationen under kontrol.

Dermed overtager Rigspolitiet den overordnede styring med politiindsatsen.

Staben skal koordinere politiets ressourcer og indsats på landsplan, hedder det i en meddelelse fra Rigspolitiet fredag.

På nattens skadesliste er blandt andet opført 11 biler, ni containere og en skole på Magistervej i København.

Ni personer er anholdt i kølvandet på uroen, seks af dem fremstilles senere fredag i grundlovsforhør med krav om fængsling. I Brabrand og Gellerup nær Århus registrerede politiet 17 brande i biler, containere og kælderrum. En enkelt er her anholdt for stenkast.

Hårdest ramt blev den københavnske Vestegn, hvor i alt 19 brande gik ud over flere skoler, biler, containere samt rådhuset i Ballerup. Værst ramt blev Værebro Skole i Bagsværd ved København, hvor omkring 1000 kvadratmeter af skolen blev flammernes bytte.

/ritzau/