Rigshospitalet indrømmer, at den 25-årige Andreas Bull Gundersen blev offer for 'et tragisk forløb´, da han søndag nat søgte hjælp på hospitalets skadestue efter et overfald.

'Der har i medierne i går og i dag været omtale af en ung, norsk mand, der er død efter at have søgt behandling på Rigshospitalet. Der er tale om et tragisk forløb, hvor Rigshospitalet har viderehenvist en patient, hvor den rette behandling formentlig kunne have reddet den unge mands liv. Sagen efterforskes af politiet og embedslægeinstitutionen.'

Sådan lyder det i en pressemeddelse fra Rigshospitalets lægelige direktør, Jannik Hilsted.

Den 25-årige socialrådgiverstuderende fik søndag nat skader i hovedet, da en ukendt gerningsmand kastede to ølkrus i hovedet på nordmanden.

Andreas Bull Gundersen, der led af blødersygdommen hæmofili, forsøgte efterfølgende at søge hjælp på Rigshospitalets Skadestue, for at sikre sig, at han ikke havde nogle fatale blødninger efter overfaldet.

Men personalet på skadestuen afviste, ifølge Andreas Bull Gundersens to venner, der var med ham på skadestuen, at hjælpe den unge mand.

Da han forsøgte at forklare, at han led af hæmofili troede sygeplejersken nemlig, at han sagde homofili (homoseksualitet) og sendte ham derfor hjem med uforrettet sag.

To dage senere blev Andreas Bull Gundersen fundet død af en hjerneblødning i sin husbåd i København.

Gerningsmanden bag overfaldet er endnu ikke blevet identificeret.