En tur til bageren udviklede sig voldsomt for ældre kammerherre. Han hævder, at han blev slået flere gange.

En tidlig morgen i august sidste år ville den 75-årige kammerherre Christian Kjær gøre noget godt for sin familie. Bare en lille ting.

Derfor satte han sig ved ottetiden ud i sin blå Tesla for at køre til bageren. Han kendte turen. Det ville blot tage nogle få minutter, før han igen kunne parkere bilen foran sin nordsjællandske villa.

- Jeg har det som alle andre. Jeg kan godt lide at forkæle min kone og mine børn. Derfor kørte jeg til bageren lidt i otte, siger mangemillionæren torsdag i et retsmøde i Lyngby.

Turen gik nemlig langt fra som planlagt, og i dag er Christian Kjær tiltalt for med fuldt overlæg at have påkørt en trafikofficial ved et cykelløb.

Netop den morgen - 18. august - skulle det traditionsrige Sorgenfriløbet afvikles. Og da Kjær efter besøget hos bageren var på vej tilbage, blev han i et vejkryds i Vedbæk mødt af en frivillig fra løbet, som bad ham vende om.

De to mænds hukommelse fra episoden afviger herefter voldsomt fra hinanden.

- Jeg sagde til ham (Christian Kjær, red.), at jeg har de samme beføjelser som politiet, og at han skal bakke. Men han vil slet ikke høre tale om at bakke, siger den mandlige trafikofficial, da han afgiver forklaring i retten.

Også han er en ældre herre.

- Jeg står foran bilen, men pludselig kan jeg mærke, at han gasser op, og jeg tænker, at nu brækker han mine ben. Så trykker han på speederen igen, så jeg ryger op på køleren, forklarer den frivillige trafikofficial.

Alt det afviser Christian Kjær. Han kræver frifindelse og påstår, at det omvendt var ham, der blev udsat for vold.

- Det eneste, jeg prøver, er ikke at gøre noget ulovligt ved at bakke. Jeg kan ikke se, om der kommer nogen, siger Christian Kjær.

- Så bliver manden så hidsig, at jeg aldrig har set noget lignende. Nærmest så han har fråde om munden. Han læner sig ind i bilen og slår mig med en stav. To gange. Den ene gang på brillerne, og da jeg tager hånden op, slår han mig også på armen. Han var frygtelig gal, siger 75-årige Kjær.

Ud over en række titler såsom kammerherre og hofjægermester er Christian Kjær også jurist. Netop den titel bruger han som forklaring på, at han ikke valgte at fortælle politiet om episoden.

- Når der er to vidner mod en, så kan man lige så godt lægge den ned, siger han med henvisning til, at også en anden trafikofficial opholdt sig på stedet.

Da dette vidne afgiver forklaring i retten, støtter han da også offerets forklaring. Dog med visse forbehold.

- Jeg mener, at min makker bliver påkørt med venstre forende af bilen. Men der er ikke nogen, der bliver kørt ned - kun påkørt, siger han og understreger, at "alt foregik ved meget lav hastighed".

Anklagemyndigheden kræver Christian Kjær straffet med fængsel. Dommen i sagen ventes torsdag eftermiddag.

/ritzau/