Mere end otte måneder er der gået, siden Rico Markussen sidst så sine tre børn - Kristian på seks, Johanne på fem og Sigurd på tre - som er blevet bortført af deres mor.

I hjemmet i Rødding nord for Viborg står børneværelserne stadig hen, som børnene forlod dem, da de sidst havde samvær med deres far.

»Den del af huset, hvor værelserne ligger, er nærmest hermetisk lukket ned. Det gør for ondt at gå derind, når de ikke er der,« siger Rico Markussen.

Forklædt ferie

I sommeren 2015 sagde hans ekskone Lisbeth Markussen at hun ville tage børnene med på sommerferie.

Hvad Rico Markussen ikke vidste var, at moderen ikke tog børnene med på ferie, men derimod havde lagt en plan om at bortføre dem til udlandet for at undgå, at de har samvær med deres far.

Med på rejsen var en journalist fra Danmarks Radio, som filmede bortførelsen, indtil Lisbeth Markussen gik under jorden. Optagelserne er blevet til en del af programmet ’Børn under jorden’, som er blevet sendt på DR. I programmet kunne seerne se med, da Lisbeth Markussen sammen med børnene rejste ned gennem Europa og siden til Lima i det sydamerikanske land Peru.

»Da jeg hørte, at de var taget til Peru, havde jeg selvfølgelig lyst til at tage over og lede efter dem. Men hvor skal jeg starte? Jeg ved ikke, om de stadig er i Peru, eller om de er rejst videre,« siger Rico Markussen.

Har ikke mistet troen

I aftes viste DR det andet og sidste program om Lisbeth Markussens bortførelse af børnene, hvor man blandt andet ser, hvordan hun sammen med børnene forlod Lima i Peru og begav sig ud på en rejse for fortsat at kunne holde sig skjult.

Hvor de befinder sig nu, ved Rico Markussen ikke, men han håber, at dokumentaren kan være medvirkende til, at børnene eller ekskonen bliver genkendt, og at det kan bringe dem tilbage til Danmark.

»I alt det her drejer det sig for mig kun om at få børnene hjem. Børnene er det eneste, der betyder noget for mig, og jeg har ikke mistet troen på, at de kommer hjem igen,« siger han.