Podcast-vært Esben Bjerre Hansens opførsel under sin kones retssag er udtryk for, at han har glemt, at det er hans egen affære, der blev startskuddet til, at hustruen Sisse Sejr begyndte at chikanere og stalke sit offer. 

Det mener kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der vurderer, at podcast-værtens »passiv-aggressive« pressehåndtering kan blive et problem for hans professionelle liv i fremtiden.

»Udadtil virker det absurd, at personen, der er årsagen til det hele, optræder ekstremt aggressivt. Jeg synes, det er vildt, at han på den måde tager afstand og blamer medierne,« siger hun.

I retten fortalte Sisse Sejr, at opdagelsen af Esben Bjerre Hansens to måneder lange affære med den forurettede blev startskuddet til, at hun begyndte at stalke og chikanere kvinden.

Esben Bjerre har lidt alvorlige ridser i lakken, mener ekspert.
Esben Bjerre har lidt alvorlige ridser i lakken, mener ekspert. Foto: NYMANN, BO
Vis mere

Da Esben Bjerre Hansen mødte op ved Københavns Byret ønskede han ifølge Se og Hør pressen »en rædselsfuld dag«. 

Og da Sisse Sejr skulle vidne, måtte Esben Bjerre Hansen ikke være til stede. Ude på gangen snerrede han af en kvindelig journalist, der adspurgt fortalte ham, at hun ikke var mødt op i retten i arbejdsøjemed.

»Så du er her bare for at hygge?« spurgte han.

Ifølge Anna Thygesen virker det »aggressivt og ikke særlig ydmygt overfor offeret og retten.« 

»Det overstråler hele offerets situation, at det er hårdt at have den her sag med al den presse hængende over hovedet,« siger Anna Thygesen.

Anna Thygesen har fulgt sagen tæt og har også tidligere udtalt sig om Sisse Sejrs kommunikation. Hun mener, at parrets pressestrategi generelt har været helt forfejlet.

»Den forhenværende strategi med hurtig eksekvering og hurtig dom er slået fejl. Det viser hans frustration også,« siger Anna Thygesen, som har et forslag til, hvordan Esben Bjerre Hansen burde have gjort:

»Jeg havde rådet ham til at gå ud og sige: 'Jeg har været et kæmpe røvhul, og det har haft konsekvenser for to personer, og det er jeg virkelig ked af. Jeg tager min del af ansvaret'. Og ellers skulle han have holdt sin mund,« lyder hendes råd til podcast-værten.

Anna Thygesen mener, at 'Her Går Det Godt' har så loyal en fanskare, at sagen ikke kommer til at påvirke podcasten, som han har med Peter Falktoft, synderligt.

Alligevel spår hun fremtidige udfordringer for Esben Bjerre Hansen.

»Han kan få det problem, at ingen vil høre om andet end den sag. I deres podcast kan han selv styre det, men hvis han skal optræde i normale medier, inden han har lagt sig fladt ned, kan der komme problemer. For medierne husker sådan noget her.«

»Han er ikke færdig i branchen, men han har fået alvorlige ridser i lakken,« siger hun.

B.T. har forelagt kritikken for Esben Bjerre i en mail. Han er endnu ikke vendt tilbage.