En 38-årig mand og en 25-årig kvinde, der er sigtet i en sag om salg af Hamas-tøj, løslades efter mere end to måneders varetægtsfængsling.

Det har en dommer ved Retten i Glostrup afgjort tirsdag.

Mistanken er fortsat opretholdt mod de to personer, men yderligere fængsling ville ikke være proportional med sigtelsen imod dem, mener dommeren.

Anklagemyndigheden har kæret kendelsen til landsretten. Det er dog ikke med såkaldt opsættende virkning, så de to sigtede kan nu løslades.

De to personer er sigtet for at have fremmet en terrororganisation og billiget et terrorangreb ved at have solgt og forsøgt at sælge forskellige tøjartikler med motiver, der relaterer sig til Hamas og angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

Salget er ifølge politiet foregået på nettet, blandt andet via en hjemmeside og på sociale medier.

Den 38-årige mand og den 25-årige kvinde, der begge nægter sig skyldige i sigtelsen, havde siddet fængslet siden midten af april.

Ifølge politiet har de blandt andet udbudt tøj med billeder af en afdød talsmand for Hamas.

De skulle også have haft en sweatshirt med teksten "07/10/23" efterfulgt af "Two Year Anniversary. Two Years ago God shed his light upon us. Glory to our heroes, glory to their legacy" til salg på en hjemmeside.

Den mørkhårede mand og den blonde kvinde, der er sigtet i sagen, var begge til stede ved tirsdagens retsmøde via en videoforbindelse fra deres respektive arresthuse.

Specialanklager Lasse Biehl var også til stede via video, og han indledte retsmødet med at anmode om, at fængslingen af de to forlænges.

Og meget mere fik pressen ikke at vide, før dommeren efter anmodning fra anklageren lukkede dørene.

- Det er af hensyn til den verserende efterforskning. Det kan på afgørende måde hindre sagens oplysning, sagde Lasse Biehl.

Dørene har ved de foregående retsmøder i sagen også været lukket. Man har derfor ikke kunnet høre de sigtedes forklaringer eller noget om politiets efterforskning.

/ritzau/